x

Ringkøbing-Skjern og Lolland kommuner ser frem mod 2030

Pressemeddelelse 13. marts 2014

Udviklingsstrategier for Ringkøbing og Lolland Kommuner skal sikre, at de kommer på forkant med udviklingen, så de bliver attraktive steder at bo, besøge og drive virksomhed. Strategierne har fokus på nytænkning af områdernes kvaliteter og potentialer og udvikles i samarbejde med lokale aktører.

Hovedparten af landets yderområder oplever samme udfordringer i form af tab af arbejdspladser, aldrende befolkninger og fraflytning. Dette gælder også for Ringkøbing-Skjern og Lolland Kommuner, som Realdania har udvalgt som testkommuner i forbindelse med et pilotprojekt under programmet: Yderområdernes potentialer. 

Med valget af Ringkøbing-Skjern og Lolland, har Realdania udpeget to geografiske yderkommuner, som begge er ramt af ovenstående udfordringer – men i meget forskellig grad.  

Realdania vil sammen med de to kommuner under overskriften Ringkøbing-Skjern og Lolland 2030 over de næste to år bidrage til at skabe udviklingsstrategier for de to kommuner, der tager udgangspunkt i områdernes specifikke kvaliteter og potentialer. 

Udviklingsstrategierne skal være realistiske bud på, hvordan man kan skabe en anderledes og differentieret udvikling af Danmarks yderområder ved at udnytte de særlige potentialer og muligheder, som knytter sig til et specifikt område. Det kan for eksempel være fødevareproduktion, produktion af grøn energi, satsning på særlige former for turisme eller nye bosætningsmønstre.

Vores mål er, at visionsplanerne bidrager til en differentieret og realistisk debat af, hvordan de danske yderområder kan komme på forkant med udviklingen.

Programchef Karen Skou, Realdania.

 

 

Det er målet, at strategierne kan give inspiration til den kommende revision af kommunernes planstrategi. Derudover kan planerne også fungere som værktøj til løbende at udvikle, vurdere og prioritere strategiindsatser i kommunerne. 

Udviklingsstrategierne skal danne grobund for positiv udvikling i de to eksempel-kommuner og samtidig være til inspiration for andre kommuner, der står over for nogle af de samme udfordringer.

Citater:  

– Vi er netop i fuld gang med at udvikle en politisk vision i det nye byråd. Vi sætter stor pris på, at Realdania vil hjælpe os med at tilvejebringe den nødvendige viden, så vi kan komme fra vision til handling. Det er i det hele taget en stor styrke, at Realdania vil bidrage til vores omfattende arbejde med at tænke udvikling på nye måder. Vi vil en kommune som tiltrækker og fastholder borgere, fordi vi tilbyder en kombination af tryghed og muligheder. Den målsætning arbejder vi på hver dag, og vi ser frem til, at strategiarbejdet med Realdania kvalificerer vores indsats yderligere, siger borgmester Iver Enevoldsen, Ringkøbing-Skjern Kommune. 

- Lolland er en af landets allermest udfordrede kommuner, og det har givet os mod til at gå foran i den store omstillingsproces, som landets yderområder står i. Selvom vi er kommet langt, så har vi stadig brug for at nytænke, hvordan kommunen skal løse sine opgaver i fremtiden. Den kommer helt sikkert til at se anderledes ud, og samarbejdet med Realdania kommer til at give os inspiration og nye ideer, siger borgmester Holger Schou Rasmussen, Lolland Kommune. 

- Planerne skal inspirere til, hvordan den enkelte kommunes specifikke stedbundne kvaliteter og potentialer kan blive springbræt for positiv udvikling. Vores mål er, at visionsplanerne bidrager til en differentieret og realistisk debat af, hvordan de danske yderområder kan komme på forkant med udviklingen, siger programchef Karen Skou, Realdania. 

 

 

Organisation: Ringkøbing og Lolland 2030 gennemføres som pilotprojekter i relation til Realdanias program Yderområdernes potentialer under indsatsområdet Yderområderne på forkant.

Realdania har også støttet Odsherred Kommune. Her arbejdes der med en visionsplan frem mod 2035, som tilsvarende tager afsæt i Odsherreds særlige kvaliteter, såsom fødevareproduktion, natur, kultur, kunst og turisme.

De tre projekter er organiseret ved en styregruppe for hvert projekt. Styregrupperne har repræsentanter fra hhv. de tre kommuner, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter samt Realdania. 

Økonomi
Ringkøbing og Lolland kommuner finansierer hver især 50 procent af projektets samlede økonomi på mellem 1-2 mio. kr. for hver enkelt kommune. Realdania finansierer de resterende 50 procent.

Tidsramme
Projekterne gennemføres foråret 2014.  

Formålet med Realdanias indsats Yderområderne på forkant
Formålet med indsatsområdet er at medvirke til en positiv omstilling af de danske yderområder, med udgangspunkt i et mere realistisk og differentieret syn på udviklingen og behovet for at planlægge på nye måder i en tid med fraflytning af såvel borgere som erhverv og en ændret demografisk sammensætning. Formålet er at sætte fokus på de stedbundne potentialer og egnsspecifikke muligheder som grundlag for en positiv udvikling på trods af tilbagegang.

Baggrund
Yderområderne står midt i den største omstilling i nyere tid. Mens Danmarks befolkning som helhed og specielt i de større byer vokser, må yderområderne basere sig på faldende befolkningstal. Kombineret med en stadig mere skæv demografi og et faldende antal arbejdspladser, sætter udviklingen yderområderne under pres for at håndtere stagnation og omstilling.

Aktiviteter
I samarbejde med relevante ministerier, kommuner og civilsamfund ønsker Realdania at sætte fokus på, hvordan yderområderne kan komme på forkant med omstillingen. Aktiviteterne i initiativet kan være:

 1) indhentning af viden
 2) etablering af netværk
 3) afholdelse af en konference
 4) støtte til kommunernes strategiudvikling
 5) vejledninger og formidling eller andre aktiviteter der kan understøtte omstillingen 

Resultat
At yderområdernes planstrategier afspejler de givne rammebetingelser i forhold til befolknings- og erhvervsudvikling, ændret demografisk sammensætning etc. samt har fokus på de enkelte steders særkende og stedbundne kvaliteter.