x

Elitefacilitetsudvalget bakker op om en multiarena i København

Pressemeddelelse 19. januar 2011

Siden foråret 2010 har Københavns Kommune, By & Havn og Realdania undersøgt mulighederne for at opføre en multiarena i København på grundlag af en økonomisk bæredygtig forretningsmodel.

Elitefacilitetsudvalget under Kulturministeriet har nu bevilget 10 mio. kr. til opførelse af en ny multiarena i København. Udvalget har derudover stillet yderligere mindst 5 mio. kr. i udsigt, når et endeligt udbudsmateriale for en multiarena ligger klar. 

Samtidig har Københavns Kommune, By & Havn og Realdania nu inddraget Jørgen Glistrup (fhv. adm. direktør i Parken Sport og Entertainment) og Michael Christiansen (fhv. teaterchef for Det Kongelige Teater) i projektet. De skal begge bidrage til at kvalificere forretningsmodellen og tilvejebringe det nødvendige finansielle grundlag.

Forretningsplanen udarbejdes i samarbejde med det engelske firma Davis Langdon – et af verdens førende inden for feltet – i øjeblikket testes forskellige forretningsmodeller i markedet for underholdning og sport. Resultatet af de videre undersøgelser forventes at foreligge i løbet af sommeren 2011.