Live Nation skal stå for driften af Copenhagen Arena

Pressemeddelelse

9. december 2011

Live Nation har vundet udbuddet som operatør af Københavns kommende arena. Dermed bliver Live Nation ansvarlig for arrangementerne i arenaen. Desuden har parterne bag Copenhagen Arena - Københavns Kommune og Realdania - udvalgt de fem teams, der skal komme med bud på design af den kommende arena.

Operatør med international erfaring

”Jeg er glad for, at vi har fundet en operatør med international erfaring med drift af arenaer. Det giver et godt afsæt for gode arrangementer, så København kan spille op i mod byer som London, Berlin, Stockholm og Hamborg”, siger kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev.

Parterne bag arenaen har lagt vægt på en åben og transparent udbudsproces. Fem bydende blev prækvalificeret til at fortsætte i udbuddet. Tre indgav indikativt bud. I sidste fase af processen var to meget stærke bydende tilbage, AEG og Live Nation.

”Vi har været heldige med et stærkt ansøgerfelt. Det er en vigtig milepæl, at vi nu har sikret økonomisk bæredygtig drift af arenaen. Hermed er vi et skridt nærmere en færdig arena, der kan tiltrække vækst og investeringer til hovedstaden”, siger overborgmester Frank Jensen.

Det endelige valg mellem de bydende er foretaget på baggrund af objektive kriterier, hvor de finansielle og kommercielle elementer er vægtet tungest. Live Nation scorede højest på alle kriterier.

Fem teams til designkonkurrencen

I efteråret blev design- og projekteringsopgaven udbudt i totalrådgivning til designteam bestående af arkitekter, ingeniører og arenaeksperter. 41 teams ansøgte om at blive prækvalificeret til konkurrencen, og parterne har nu udvalgt følgende fem teams:  

  • 3xN, HKS architects, Arup og ME Engineers
  • C. F Møller, Grimshaw, Arup, Niras og Marianne Levinsen
  • Foster + Partners, Arkitektfirmaet 78 og Arup
  • Hopkins Architects, Pöyry, Friis & Moltke, Arup, Rambøll og Jeppe Aagaard Andersen
  • Populous, Dissing+Weitling, Buro Happold, Rambøll, Schönherr, Vanguardia og Charcoal Blue

 ”Vi står over for gennemførelsen af et meget komplekst projekt, hvor ambitionen er at opnå solide by- og bygningsmæssige kvaliteter i en international arena i København, der med sine mange tilbud vil kunne medvirke til at skabe det mangfoldige og aktive byliv, som gør en storby spændende at leve i. Bygningen vil blive super fleksibel og skal fungere som et ’plug and play’ for ethvert internationalt show, koncert eller sportsbegivenhed. De fem teams, der er udvalgt til designkonkurrencen, har dokumenteret kompetencer på det højeste internationale niveau til netop at kunne løse en opgave af denne type”, siger Flemming Borreskov, adm. direktør i Realdania.

Yderligere oplysninger

Læs mere om multiarena på www.copenhagen-arena.dk og om plangrundlaget på ørestad.dk/arena

    

FAKTA

Om Live Nation

Live Nation driver flere arenaer i Europa, herunder O2 i Dublin, Wembley Arena i London, Motopoint Arena i Sheffield og Heineken Music Hall i Amsterdam. Live Nation er den største promoter i Danmark og har et unikt kendskab til det danske og københavnske event marked. Live Nation har international erfaring med at skaffe store sportsbegivenheder til arenaer i samarbejde med lokale myndigheder og idrætsorganisationer.

Om operatørudbuddet

Operatørudbuddet er gennemført som et transparent og åbent udbud i to faser med forudgående prækvalifikation.  Udbuddet blev indledt den 5. april 2011 og afsluttet med operatørvalget her i december 2011. Første runde af udbuddet blev gennemført med fem prækvalificerede internationale operatører, hvoraf de tre valgte at afgive indikative tilbud i juli 2011.  Anden runde blev igangsat med udgangen af september 2011. AEG Facilities og Live Nation gik videre til anden runde af udbuddet. Tildelingskriterierne har været det økonomisk mest fordelagtige tilbud målt på tekniske specifikationer, juridisk aftale og økonomi.

Om designkonkurrencen

Opgaven er sendt i EU-udbud efter reglerne om projektkonkurrencer. Selve designkonkurrencen om arenaen er nu sat i gang, og der forventes at kunne udpeges et vinderteam ultimo april 2012. Projektet vil på grundlag af vinderprojektet blive udviklet frem til et dispositionsforslagsniveau, og herpå udbudt i totalentreprise. Totalrådgiveren og dennes team vil overgå til totalentreprenøren.

Om arenaen

Med arenaen bliver Københavns internationale profil styrket med aktivt byliv og internationale sports- og kulturbegivenheder – og dermed bidrager arenaen til vækst, beskæftigelse og udvikling i Danmark. 

Arenaen skal være af høj international standard, og kunne rumme nationale og internationale musik-, kultur- og sportsarrangementer.

Bag arenaen står Københavns Kommune og Realdania. By & Havn indgår som samarbejdspartner i projektet og bidrager ved at stille et grundareal til rådighed for arenaen.

Arenaen bliver placeret i Ørestad Syd. Her er der plads til investeringer og byudvikling. Sammen med bydelens danske og internationale virksomheder og hoteller vil arenaen medvirke til at drive byudviklingen i området. I samme del af Ørestad opfører Københavns Kommune en ny skøjtehal, ligesom der er planer om en folkeskole med idrætshal – og det kræver et nyt plangrundlag for området. Dette arbejde er i gang.

Københavns Kommune og Realdania vil være aktionærer i selskabet Arena CPHX P/S, der står for projekteringen, opførelsen og ejerskabet af arenaen.

Arenaen forventes at stå klar til brug i efteråret 2015.

 

{{ title }}

{{ description }}