Himmerland Boligforening og Realdania går sammen om nye typer seniorbofællesskaber

30. juni 2017

Himmerland Boligforening og foreningen Realdania er gået sammen om at udvikle et seniorbofællesskab i Aalborg Øst. Projektet skal være med til at øge livskvaliteten hos seniorer og bekæmpe ensomhed og er en del af Realdanias initiativ ’Rum og fællesskaber for ældre’. Det skal samtidig inspirere til nye former for seniorbofællesskaber i den almene boligsektor.

Ensomhed blandt seniorer er et stigende problem. Det viser undersøgelser fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Men når de bor sammen med andre, vokser livskvaliteten, og de føler sig mindre ensomme. 

Det er derfor, at Himmerland Boligforening og Realdania nu i det nye partnerskab vil udvikle modeller for seniorbofællesskaber, som også økonomisk svagere ældre har råd til. 

”Fyrkildevej i det østlige Aalborg er udvalgt som det sted, hvor samarbejdet skal vise nye tilgange til seniorbofællesskab. Og der vil især blive kælet for fællesfaciliteterne både ud og inde. Det er nemlig i høj grad her, nye fællesskaber og relationer mellem beboerne kan opstå – og det er i fællesarealerne, at der er behov for og efterspørgsel efter nytænkning. Projektet er tænkt som et eksempelbyggeri, som skal inspirere byggesektoren til, hvordan man kan bygge seniorbofællesskaber også i den almene boligmasse”, siger direktør i Himmerland Boligforening, Ole Nielsen. 

Også rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen (S) glæder sig over det nye projekt:
”Det østlige Aalborg gennemgår for tiden en stor transformation med nyopførte boliger samt flotte renoveringer af både boliger og byrum - og nu også et seniorbofællesskab. Jeg synes, at det er fantastisk, at det snart bliver muligt for borgere at vælge en boform, der med sin fysiske udformning kan være med til at højne det sociale fællesskab både internt i bofællesskabet men også i hele nærområdet.” 

Der eksisterer i dag mellem 250 og 300 seniorbofællesskaber i Danmark og ca. 65% drives af den almene sektor. De skal ifølge BL - Danmarks Almene Boliger frem mod 2020 helt generelt renoveres, herunder med fokus på energiforbedringer og på at skabe øget tilgængelighed for ældre.

”Der er et stort potentiale for at udvikle og forbedre de eksisterende seniorbofællesskaber i samarbejde med den almene sektor,” siger Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania, og fortsætter:
”Sektoren har allerede midlerne og stor erfaring i at skabe rammerne for lokale fællesskaber i alment byggeri. Det skal vi bygge videre på og i fællesskab hæve ambitionsniveauet og nytænkningen yderligere – ikke mindst i forhold til fællesarealerne, hvor det daglige møde med andre mennesker opstår. Ensomhed er en samfundsudfordring, der kalder på, at vi går sammen og bruger alle muligheder for at skabe sociale relationer og daglige møder – altså bekæmpe ensomhed. " 

Undersøgelser fra SFI viser, at flere end 80.000 ældre overvejer at flytte i seniorbofællesskab.

Udfordringen er, at der er mangel på seniorbofællesskaber. I dag er der 7.000 boliger i nuværende seniorbofællesskaber, både private og i den almene sektor, og der står ca. 8.400 ældre på venteliste. 

Realdania har gennemført en række analyser, der havde til formål at indsamle data og styrke vidensgrundlaget om ældres livskvalitet og boligforhold. Analyserne viser, at ældre, der bor i bofællesskaber, udvikler positive naborelationer, oplever mindre ufrivillig ensomhed og har færre tegn på social eksklusion. En efterspørgselsanalyse viser, at flere ældre i disse år søger mod seniorbofællesskaber, og at der er behov for at øge udbuddet og typerne af boliger, særligt for de ældre i lavindkomstgruppen. Endelig er der for kommunerne er driftsmæssige potentialer i, at ældre bor i seniorbofællesskaber, da det reducerer de offentlige serviceudgifter. 

    • 9,7 procent af de ældre, svarende til ca. 104.000 danskere over 65 år, føler sig ofte eller engang imellem ufrivilligt ensomme. Blandt de ældre med den svageste økonomi føler 39 procent sig ensomme (Kilde: SFI).
    • Hver tredje af de ældre, der ønsker at flytte, foretrækker en bolig i et seniorbofællesskab. Ældre i bofællesskaber oplever, at de har fået en øget livskvalitet, og de har tættere og mere aktive naborelationer end ældre i andre boformer (Kilde: SFI og Methods/Petersen).
    • Der findes i dag 250-300 seniorbofællesskaber med i alt ca. 7.000 boliger i Danmark. Aktuelt står ca. 8.400 personer på venteliste til disse boliger. En undersøgelse fra SFI viser, at flere end 80.000 ældre i dag ønsker at flytte i seniorbofællesskab.
    • I 2040 vil hver fjerde dansker være over 65 år.

  • Himmerland Boligforening er en af Jyllands største almene boligorganisationer med cirka 7.000 lejemål fordelt på familieboliger, ungdomsboliger og seniorboliger. Der bor 12-15.000 i boligforeningens lejeboliger i og omkring Aalborg, i Skørping og i Mariager. www.abhim.dk

  • Realdania er en filantropisk forening, der støtter projekter, som gavner alle danskere. Realdania forandrer og forbedrer byggeriet, byerne og bygningsarven. Sammen med bl.a. kommuner, fonde og foreninger, ildsjæle og det private erhvervsliv ønsker Realdania at skabe livskvalitet for alle gennem det byggede miljø. Realdania har støttet mere end 3.100 projekter siden år 2000, hvor foreningen blev dannet. Realdania har godt 147.000 medlemmer.

  • Realdania har afsat 52 mio. kr. til initiativet ’Rum og fællesskaber for ældre’ fra 2016 til 2019. Initiativet omfatter ud over partnerskaber med private aktører som PKA og FB Gruppen også en indsats i den almene boligsektor samt et eksempelbyggeri, som opføres i et yderområde af Realdanias datterselskab Realdania By & Byg. Desuden igangsætter Realdania sideløbende en oplysningskampagne, der opfordrer til, at man i god tid – f.eks. allerede i 50’erne – tager stilling til, hvordan man vil bo i sit seniorliv.

Kontakt

Direktør Ole Nielsen
Himmerland Boligforening
tlf. 96 31 52 43 / 40 73 25 09

Filantropidirektør
Anne Skovbro, Realdania
tlf. 26 12 12 44

{{ title }}

{{ description }}