Samsø Energiakademi

På "Danmarks Vedvarende Energi Ø" ligger Samsø Energiakademi, der danner en bæredygtig ramme om forskning og udveksling af erfaringer med vedvarende energi, energibesparelser og nye teknologier.

Realdania har bevilget to mio. kr. i støtte til opførelsen ud fra ønsket om at sikre optimale arkitektoniske og bæredygtige principper i byggeriet. Desuden er det et projekt, der kan være med til at sikre Samsøs udvikling til et bæredygtigt lokalsamfund, som kan tjene til eksempel for andre ø- og lokalsamfund.

Samsø blev i 1997 udvalgt som ”Danmarks Vedvarende Energi Ø”, og siden er elforsyningen og 70 procent af varmeforsyningen blevet omlagt til vedvarende energi. Derfor besøger flere end 2.000 forskere, journalister, politikere, ambassadører, embedsfolk, skoleklasser og privatpersoner fra ind- og udland hvert år Samsø for at diskutere energispørgsmål og få indblik i de erfaringer, øen har gjort sig med vedvarende energi. 

Besøgene - ikke mindst af de mange fagturister - skabte behovet for at opføre et Energiakademi, som kunne forstærke Samsøs position som et centralt forskningsmiljø for udvikling af nye energiteknologier.

Akademiet er placeret nord for Ballen havn og samler den viden, som Samsø har fået fra arbejdet med alle øens projekter fra vindmøller og halmbaseret fjernvarme til rapstraktorer og solfangere. Eksempelvis har forskere fra danske og udenlandske uddannelsesinstitutioner mulighed for at forske i konkrete energiprojekter på akademiet, hvor vindmøller, halmfyr og solfangere findes lige uden for hoveddøren.  

Samtidig fungerer akademiet som konferencecenter, når virksomheder, forskere eller politikere diskuterer vedvarende energi, energibesparelser og nye teknologier. Samsø Energi- og Miljøkontor, Samsø Energy Agency og Energitjenesten Samsø har til huse i akademiet og udfører herfra energirådgivning til firmaer og private, ligesom de tager sig af rundvisninger, fagturisme, workshops og seminarer.

Energiakademiet er opført ud fra økologiske grundprincipper og har et sundt indeklima med naturlig ventilation ved arbejdspladser og store rum. Huset har et minimalt forbrug af drikkevand, og der bliver brugt regnvand til toiletskyl. Højisolering og energiruder sørger for et lavt varmeforbrug, og akademiet er tilsluttet halmfyret fjernvarme. Et mindre solvarmeanlæg giver varmt vand og fungerer samtidig som demonstrationsanlæg for husets gæster.

Projektfakta

  • Kort

Kort

Strandengen 1

8305 Samsø

{{ title }}

{{ description }}