Serampore

Realdania og Nationalmuseet er gået sammen om at bevare gamle danske bygninger og anlæg i byen Serampore ved Hooghly-floden nær Calcutta i Indien. Byen er opstået omkring en dansk handelsstation i perioden 1755 til 1845.

Serampores historiske bykerne er fortsat intakt, men bygningerne fra den danske periode er i stærkt forfald og risikerer meget snart at være væk. Derfor planlægger Nationalmuseet flere restaureringsarbejder i samarbejde med den lokale kulturarvsmyndighed og ledet af lokale bevaringsarkitekter. Samarbejdet skal føre til øget kulturudveksling mellem Indien og Danmark om den fælles kulturarv.

Projektet omfatter blandt andet restaurering af den danske guvernementsbolig og Skt. Olav Kirke samt studie af Serampores befolkning. Danske arkivalier om Serampore bliver gjort tilgængelige for international forskning i de historiske forbindelser mellem bengalerne, danskerne og de mange andre europæere der også havde handelskolonier langs Hooghly-floden.

Restaurering af Skt. Olavs Kirke, guvernementsboligen og Sydporten

  • Restaureringen af Skt. Olavs Kirke begyndte i december 2013, og siden har kirken gennemgået en større forandring. Der er lagt et nyt tag af kalkbeton, og herefter er man gået i gang med malerarbejde, skadedyrsbekæmpelse, vægpudsning, elektriske installationer samt restaurering af tårn og kirkeklokke. Kirken forventes at stå færdig i foråret 2016 – efter genåbningen skal kirken bruges til gudstjenester for menighederne fra Serampore College og Serampore Johnnagar Baptist Church. Det er desuden planen, at det sociale arbejde omkring kirken genoptages.
  • Restaureringsprocessen for guvermentsboligen gik i gang allerede i 2008 og forestås af den vestbengalske delstatsregering med faglig bistand fra Nationalmuseet. Den omfattende restaurering består bl.a. i genopbygning af tage og mure, udskiftning af døre og vinduer samt genetablering af dekorative bygningselementer. Når restaureringen er færdig, er det planen at benytte den historiske bygning til museum samt konference- og kontorfaciliteter til kulturadministrative formål.
  • Da restaureringen af Sydporten blev sat i gang i december 2013 stod bygningen skjult bag vildtvoksende træer og planter. Det har været nødvendigt at genopbygge en stor del af murene, og her er de gamle mursten så vidt muligt blevet genanvendt. Hele taget er blevet udskiftet efter de traditionelle metoder, hvor kalkmørtel og knuste murbrokker stampes længe for at gøre konstruktionen vandtæt. Bygningen bringes tilbage til sit oprindelige udseende, så den igen kan fungere som indgang til Serampores administrative centrum. Omkring Sydporten anlægges en grøn plads, hvor gæster og lokale kan nyde et ophold under skyggefulde træer.
  • Trods den faldefærdige tilstand har The Denmark Tavern and Hotel stor historisk betydning – et godt eksempel på de fine huse fra det sene 1700- og tidlige 1800-tal, der udgjorde den smukke promenade langs Hooghly-flodens breder, og som Serampore var kendt for. Den restaurerede bygning skal fungere som offentlig café med mulighed for overnatning for turister og andre besøgende. Politiet kan fortsat råde over bygningens bagside, og projektet tager dermed på utraditionel vis højde for bygningens multifunktionelle anvendelse og sikrer derved dens historiske betydning og bevaring.

 

Projektfakta

  • Kort

  • Nyheder

Kort

{{ title }}

{{ description }}