x

Nordjyske ildsjæle kan omsider færdiggøre Sindal Mølle

Pressemeddelelse 25. april 2012

I byen Sindal i Nordjylland har en ihærdig gruppe af ildsjæle i 14 år arbejdet på at renovere en gammel mølle. På egen hånd har de istandsat store dele af den bevaringsværdige mølle, men mangler som det sidste at få repareret murværket. Et arbejde der vil koste en million kroner, oven i den million de allerede har indsamlet og brugt på møllen. Realdania støtter nu renoveringen af murværket, så møllen kan gøres færdig.

De frivillige i Sindal, som i årevis har lagt arbejde i at renovere møllen i Sindal, får nu en hånd til at afslutte arbejdet. Foreningen Sindal Mølle kan med en million kroner i støtte fra Realdania få renoveret møllens murværk. 

”Vi var nået til et punkt, hvor vores egne indsamlede midler og arbejdskraft ikke var nok. Derfor glæder vi os over, at Realdania har kunnet se værdien i arbejdet med møllen”, siger Per Østergaard, som er formand for foreningen Sindal Mølle.

Mølle med lang historie 

Møllen blev oprindeligt opført i den nærliggende landsby Fjeldsted, men blev i 1872 flyttet til Sindal. Her malede den korn indtil 1947 og er i dag den eneste murede mølle i Vendsyssel.

”Realdania vil gerne hjælpe de lokale ildsjæle med at få tilendebragt istandsættelsen af den bevaringsværdige mølle i Sindal. Det historiske kulturmiljø omkring byens station, det gamle elværk og den tidligere realskole bliver styrket betydeligt med en markant og velistandsat mølle ”, siger projektleder Eske Møller, Realdania.

Realdanias støtte betyder samtidig, at en uheldig tilbygning lige op af møllen bliver nedrevet. Dermed vil møllens arkitektoniske kvaliteter stå tydeligere frem.

FAKTA

Realdanias bidrag på en million kroner skal bruges at renovere møllens murværk og nedrive en nedlagt Falck-bygning.

Foreningen Sindal Mølle er stiftet i 1998, og har allerede renoveret vingen og hatten på møllen.

Udover støtten fra Realdania har foreningen løbende indsamlet en million kroner til renoveringen.