x

Nu genåbner Det Grå Fyr i Skagen

Pressemeddelelse 10. maj 2017

Gennem de sidste to år har Realdania By & Byg arbejdet med at restaurere og genindrette Danmarks nordligste fyranlæg. Fredag den 12. maj genåbner bygningerne, og et nyt kapitel føjes til fyrtårnets 160-årige historie: Fremover skal Det Grå Fyr i Skagen danne ramme om et formidlingscenter for det unikke fugleliv i Skagen.

Den 1. november 1858 blev lyset tændt for første gang i Det Grå Fyr i Skagen, og dermed fik skagboerne et markant pejlemærke, der kunne hjælpe de søfarende med at holde kursen og komme sikkert i havn.

Langt op i 1800-tallet var Skagen Odde et af de steder med flest strandinger, og der har derfor været god grund til at bygge fyrtårne midt imellem de to farvande, Skagerrak og Kattegat. Det Grå Fyr i Skagen var det tredje fyrtårn på Skagen Odde, og med sine 46 meter var fyrtårnet i mange år Danmarks højeste.

I århundreder var det fyrpasserens opgave at sørge for, at fyrtårnene lyste fra solnedgang til solopgang, men efterhånden som teknikken blev udviklet og automatiseret, blev mandskabet på landets fyrtårne overflødige. Ét efter ét er de danske fyrtårne lukket, og her er Det Grå Fyr i Skagen ingen undtagelse. For få år siden forlod den sidste fyrpasser det nordjyske fyr.

Tegnet af den danske arkitekt Niels Sigfred Nebelong

Fyret blev nedlagt i 2013 og året efter købt af Realdania By & Byg for at sikre det historiske anlæg for eftertiden. Siden da har Realdania By & Byg restaureret og genindrettet anlægget omkring fyret, så der nu er skabt en ny fremtid for det historiske bygningsværk, der er tegnet af den danske arkitekt Niels Sigfred Nebelong.

- Vores ambition har været at sikre et enestående eksempel på et fyranlæg, der i dag har udspillet sin rolle som pejlemærke for sejlende. Samtidig er der fundet en fremtidig brug af anlægget, der styrker oplevelsen af naturen for de mange besøgende i dette område. Det Grå Fyr i Skagen er et af landets smukkeste og mest vellykkede fyr placeret midt i et unikt kystlandskab, og vi glæder os til at vise de nyrestaurerede bygninger frem, siger adm. direktør i Realdania By & Byg, Peter Cederfeld.

210 trin op til toppen

Arkitekt Nebelong var udpeget som arkitekt for det Kongelige Danske Fyrvæsen, og i sin embedsperiode nåede han at opføre syv fyrtårne rundt om i Danmark, herunder Det Grå Fyr i Skagen, som han valgte at fundere med 429 lærkestolper a seks meters længde - midt i den sandede odde. Men det var et klogt valg, for i dag - 160 år efter opførelsen – står fyret fortsat klippefast uden sætningsrevner og uden hældning.

Svagt konisk og med en muret vindeltrappe, der snor sig op igennem tårnet og efter 210 trin ender på et udkigsdæk rundt om den imponerende glaslanterne og den kobberdækkede top, er fyrtårnet et markant blikfang i den storslåede natur.

- Selve fyrtårnet blev restaureret i 2008, og vores restaurering har derfor fokuseret på selve anlægget omkring fyret og samspillet med den omkringliggende natur. Med restaureringen har det været ambitionen at leve op til det høje funktionelle og æstetiske niveau, som Nebelongs bygninger er udført med og definere et nyt balancepunkt mellem holdbarhed, brugbarhed og æstetik, understreger Peter Cederfeld.

 

Fugleformidlingscenter for turister, ornitologer og forskere

Med restaureringen er et af landets mest vellykkede og velbeliggende fyr nu bevaret, og det oprindelige interiør i fyrmesterboligen er genskabt på en sådan måde, at fyranlægget kan rumme den fremtidige brug som moderne fugleformidlingscenter for de millioner af turister, som hvert år besøger Skagen, og for de ornitologer og forskere, som kommer fra hele verden for at studere det enestående fugleliv på Danmarks top.

Dermed kommer et stykke unik danmarkshistorie igen til ære og værdighed. Bygningens nye funktion betegner ikke afslutningen af fyrets liv, men et nyt kapitel i dets historie.

Centeret skal fremover drives af Naturstyrelsen sammen med Dansk Ornitologisk Forening, Frederikshavn Kommune og Turisthus Nord.