Historisk lade på Schackenborg Gods bliver nyt kulturelt omdrejningspunkt i Møgeltønder

Pressemeddelelse

4. september 2008

Området omkring Møgeltønder har stolte historiske traditioner - det var her Guldhornene blev fundet for mere end 350 år siden. Nu bliver den historiske lade Slotfelt på Schackenborg Gods restaureret og gjort til omdrejningspunkt for formidling af egnens historie, kunst og kultur. Bag projektet står Schackenborg Gods, Tønder Kommune og Realdania.

Den historiske lade Slotfelt er opført omkring 1870'erne med en ganske unik tagbuekonstruktion, der giver bygningen en "katedral-lignende" karakter, som træder næsten monumentalt frem i det flade marskland. Laden er dog stærkt forfalden og trænger til en gennemgribende restaurering.

Tanken er, at Slotfelt med sit specielle udtryk skal fungere som krydsfelt mellem kunst, kultur og historie - og formidle viden og oplevelser om Møgeltønders og Guldhornenes historie. Derudover vil Slotfelt komme til at fungere som værested for kunstneriske og kulturelle aktiviteter, arrangementer og mindre koncerter for såvel turister som lokale.

Slotfelt bliver restaureret og får bl.a. nyt stråtag. Indvendig bliver laden indrettet med en slebet og poleret plint, som kontrast til det rustikke rum og den gamle bygning. Plinten skal fungere som formidlingsmøbel, der på en ny og overraskende vis fortæller egnens historie. Belysningen af plinten bliver dæmpet og fokuseret som i et skatkammer.

Slotfelt skal fremstå som et unikt tilbud til egnen og byens turister og blive et vartegn på kanten til marsken. Målet er, at Slotfelt skal fungere som et overraskende supplement til Møgeltønders øvrige turistattraktioner.

Slotfelt ligger på kanten til Møgeltønder by og i umiddelbar nærhed af Sønderhaven på Schackenborg Gods, der stiller både bygning og arealer til rådighed for projektet. Samtidig har Tønder Kommune givet tilsagn om at varetage den daglige drift og nyanlægge stier i området.

Projektet er en del af en større helhedsplan for Schackenborg Gods, der allerede har anlagt ny parkeringsplads, toiletfaciliteter og en kiosk i tilknytning til Sønderhaven. Desuden indgår en restaurering af parken som en del af planen. Selve Slotfelt-projektet finansieres med 9,3 mio. kr. fra Realdania.

"Med dette projekt sikres en unik bygnings overlevelse til belysning af Møgeltønders kulturhistorie og til glæde for hele egnens kulturliv. Vi ser frem til denne styrkelse af egnens formidling og håber, at både lokale og turister vil lægge vejen forbi Slotfelt, hvor der i fremtiden venter dem en helt speciel oplevelse", siger H.K.H. Prins Joachim, Schackenborg.

"Slotfelt er med sit særlige arkitektoniske formsprog og karakter en helt speciel bygning, der inviterer til fordybelse og indtagelse. Koblingen mellem bygningskultur, historie, kunst og formidling er oplagt som en nutidig anvendelse af den ganske særegne lade", siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.

Tønder Kommunes borgmester, Vagn Therkel Pedersen, glæder sig over projektet. "Det vil tilføre området en helt ny dimension og udvide muligheder for at få gode oplevelser og ny viden. Derfor er projektet et væsentligt bidrag til at gøre Tønder Kommune endnu mere attraktiv, og der er al mulig grund til at rose Schackenborg Gods og Realdania for initiativet og indsatsen",siger borgmesteren.

Yderligere oplysninger
Godsforvalter Søren Frederiksen, Schackenborg, tlf. 74 73 82 08
Borgmester Vagn Therkel Pedersen, Tønder Kommune, tlf. 74 92 92 92
Direktør Hans Peter Svendler, Realdania, tlf. 70 11 66 66

{{ title }}

{{ description }}