x

Millionprojekt på sØnæs i Viborg sættes i gang

Pressemeddelelse 12. juni 2014

Nu går arbejdet i gang med at omdanne sØnæs ved Søndersø i Viborg til et nyskabende, rekreativt parkområde, hvor en ny rensedam til regnvand er passet naturligt ind. Projektet er ét ud af fire projekter på landsplan, som støttes af partnerskabet VANDPLUS, som Lokale og Anlægsfonden, Realdania og Naturstyrelsen står bag. De fire VANDPLUS-projekter skal vise, at det er muligt at gennemføre klimatilpasningsprojekter og samtidig skabe helt nye værdier for borgerne og byerne.

Onsdag den 18. juni 2014 tager Viborgs borgmester, Søren Pape Poulsen, og formand for Energi Viborg A/S, Niels Dueholm, de første spadestik til Viborgs nye fyrtårnsprojekt på sØnæs og sætter dermed det store projekt i gang.

Projektet går ud på at omdanne sØnæs i Viborg, hvor der var boldbaner, til et vandlandskab med et teknisk anlæg for håndtering og rensning af regnvand. Ved at kombinere rensedammen med et åbent rekreativt område for offentligheden, bliver der plads til mere regnvand. Risikoen for oversvømmelser af Gl. Århusvej og Lyngvej under ekstrem regn bliver dermed mindre. Samtidig får områdets mange brugere mulighed for at opleve et varieret vandlandskab, hvor man kan se og opleve håndtering og rensning af regnvandet. Projektet forventes af stå færdigt om cirka et år.

– sØnæs har en særdeles attraktiv beliggenhed tæt på byen og med direkte forbindelse til Søndersø og Viborgs mest benyttede sti. Ved at nytænke arealet som et rekreativt område og indpasse et teknisk anlæg i form af en rensedam, sikrer vi mest mulig værdi for området, siger borgmester Søren Pape Poulsen.

Det er netop den tankegang, der ligger til grund for VANDPLUS, som Lokale og Anlægsfonden, Realdania og Naturstyrelsen står bag. sØnæs er udvalgt til at være ét af fire eksempelprojekter i Danmark, og VANDPLUS har støttet projektet med 4,5 mio. kr. sØnæs har et stærkt koncept og fokuserer på koblingen mellem vandområde, park og by. Udover tilskuddet fra VANDPLUS, støtter Friluftsrådet projektet med 500.000 kr. – penge, der kommer fra Tips- og Lottomidler til Friluftslivet.

sØnæs har også den kvalitet, at vandet spiller en central rolle for aktivitetsmuligheder, demonstrationsværdi og merværdier. Både i forhold til leg og læring, men også i udviklingen af ophold og mødesteder. Derved har sØnæs potentiale til at blive dét inkluderende område, som kan samle store dele af byens befolkning – både fysisk og socialt.

Samarbejde på kryds og tværs
Projektet er udviklet i et tæt samarbejde mellem Viborg Kommune og Energi Viborg Vand A/S og rådgiverne Møller og Grønborg samt Orbicon. Det har samtidig været en del af processen at høre naboer, interessenter, borgere og politikere i Viborg. Der har været afholdt nabomøder og workshops, og der har været direkte forespørgsler til ønsker for området blandt borgere på gaden. Projektet er blevet fremlagt på to VANDPLUS-konferencer med deltagelse af flere hundrede forsyningsmedarbejdere, kommunale og private planlæggere og landskabsarkitekter samt politikere.

– På det område har projektet været lidt anderledes. Når vi etablerer regnvandsbassiner og rensedamme har vi været vant til at betragte det som rene tekniske anlæg, og det har været en udfordrende og spændende proces at tænke på en rensedam som mere og andet end bare en teknisk sø. I denne proces har vi skullet forholde os til alternative udformninger af et bassin, borgerinddragelse og offentlige interesser. At alt det har kunnet lade sig gøre for de samme penge som et traditionelt anlæg, er jo helt fantastisk, siger formand for Energi Viborg A/S, Niels Dueholm.

Op til overfladen
Det er netop denne anderledes tilgang til projektet, der giver mulighed for at vise, hvad der rører sig under jorden.

– Vi arbejder med rør, pumper og ledningsstrenge hengemt under overfladen, men får med dette projekt bragt tingene op til overfladen og dermed synliggjort, hvilke store konstruktioner det kræver for at sikre mod oversvømmelser og en renere udledning af overfladevand til vores søer. Det er der en stor pædagogisk værdi i at få formidlet, og det kan være med til at skabe forståelse for den skjulte verden, siger Niels Dueholm.

Et område med potentiale
Borgmester Søren Pape Poulsen er stolt over projektets innovative tilgang:
– Det er godt tænkt at udforme rensedammen som en aflang sø og derved omdanne sØnæs til en "ø" med et dige-landskab, der kan aftage store mængder regnvand. Det bliver derved et sted, der vil tage sig forskelligt ud alt efter vejret og mængden af nedbør.

– Vi håber, at borgerne vil indtage området som en ny folkepark, så sØnæs bliver det sted, hvor alle aldersgrupper og interesser blander sig, og der vil udvikle sig en mangfoldighed af aktiviteter og oplevelser, siger Søren Pape Poulsen.

Det er et succeskriterie for projektet, at sØnæs både vil blive et interessant mål for en "dagligdags-gå-tur", såvel som et udflugtsmål for skoleklassen, der skal opnå viden og forståelse om vandets kredsløb og naturens ressourcer. Men det er også visionen at borgere, foreninger og klubber skal indtage området til kulturelle og idrætsmæssige aktiviteter. Der vil derfor blive udarbejdet et aktivitets-årshjul, hvor forskellige typer arrangementer fordeles henover året, så der løbende sikres flest mulige aktiviteter.
Udgifterne, som er budgetteret til ca. 25 mio. kr., bliver delt mellem Energi Viborg Vand A/S og Viborg Kommune.

VANDPLUS er et partnerskab mellem Lokale og Anlægsfonden og Realdania i samarbejde med Naturstyrelsen. Tilsammen har de uddelt 11,8 millioner kroner til fire foregangsprojekter i hele Danmark. Projekter skal vise, at det er muligt at gennemføre klimatilpasningsprojekter og samtidig skabe helt nye værdier for borgerne og byerne. Projekterne ligger i Viborg, Solrød, Frederiksberg og Gladsaxe. Læs mere om VANDPLUS på www.vandplus.dk.

Friluftsrådet uddeler hvert år Tips- og Lottomidler til Friluftslivet, som støtter aktiviteter, der fremmer befolkningens friluftsliv og naturforståelse. Puljen støtter både små og store projekter – lokalt, regionalt og nationalt i Danmark. Læs mere om støttebetingelser og mulighed for rådgivning på www.friluftsraadet.dk