Christianshavns Badeanstalt – nu med Hamam

Pressemeddelelse

22. juni 2009

Den gamle, fredede brusebadeanstalt Christianshavns Badeanstalt – også kaldet Sofiebadet - skal restaureres og ombygges, så den kan stå klar til Klimatopmødet i november. Realdania støtter projektet med 2,6 mio. kr.

Sofiebadet er den eneste bevarede af de 3 næsten samtidige badeanstalter i Københavns Kommune fra starten af 1900-tallet. Badehuset blev fredet i 2000 på grund af sit enestående interiør med marmorbuer, marmorskillevægge, hvide og grønne fliser.
 
Ombygningsprojektet er blevet udformet ud fra et ønske om at bevare de særlige, autentiske og fredfyldte rammer, samtidig med at ideen med projektet er at ombygge den fredede brusebadeanstalt til et nyt, spændende, tværkulturelt bade- og sundhedshus med forskellige kurbade, massage og bevægelsesaktiviteter.
 
Projektet vil være et forsøg med nytænkning i forhold til det daglige ressourceforbrug. Husets teknik skal således opbygges ud fra ressourcebesparende og økologiske principper i forhold til vand, varme og ventilation. I det centrale boilerrum indrettes en tyrkisk inspireret hamam med masseovn, og over den gamle kulkælder mod gården opføres en lille udbygning med et varmtvandsbassin.
 
Ønsket er også et par gange om året at afholde klassiske koncerter i den enestående akustik, som badeanstaltens lokaler har.
 
”Der er tale om en meget interessant bygning, og Realdania vil gerne medvirke til restaurering og sikring af en af Københavns sidste badeanstalter. Det er vores vurdering, at projektet omhandler en unik kulturarv, som bør føres ind i fremtiden,” siger projektleder Eske Møller, Realdania.  – ”Det særligt interessante i dette projekt er, at man bevarer bygningens oprindelige særpræg og ikke mindst dens funktion, samtidig med at man tilfører mere nutidige og nødvendige installationer, som passer godt ind i de eksisterende forhold, og som vil kunne sikre bygningens overlevelse på langt sigt. At det hele så er nytænkt, så det bliver bæredygtigt både i forhold til økologi og ressourcebesparelser, gør det jo ikke mindre interessant,” konstaterer Eske Møller.
 
”Hurra, hurra, hurra så faldt økonomien endelig helt på plads. Vi har arbejdet på dette projekt i mange år, og takket være Realdanias støtte vil Sofiebadet nu blive bevaret for fremtiden,” siger formand Anne Poulsen fra Sofiebadet. – ”Fremtidsprojektet for Sofiebadet har været undervejs siden 2001, men nu er det endelig lykkedes at få den nødvendige støtte til gennemførelse af projektet. Projektet er planlagt til at stå klar til Klimatopmødet i november/december, og vi vil samtidig fejre 100 året for den fredede badeanstalt.”
 
Kulturarvsstyrelsen har givet sin tilladelse til mindre ændringer af det gamle mandebad,
under forudsætning af, at det gamle kvindebad restaureres, så det bliver muligt at opleve et offentligt bad, som det fremstod, da det blev bygget i 1909.

Sofiebadet drives i dag af en forening med et mindre tilskud. Foreningen fik huset fredet og har holdt huset åbent siden Kulturnatten 2001 med badetilbud, massage, bevægelseskurser, 4 årlige klassiske koncerter, workshops og meget andet.
 
Målgruppen for Sofiebadet er stor. Badet vil have sin berettigelse som multikulturelt idræts- og fritidstilbud i København. I morgentimerne vil der komme mødregrupper, pensionister og børneinstitutioner og virksomheder, der vil nyde godt af særlige, målrettede tilbud. I eftermiddags- og aftentimerne vil der være åbent for mænd, for kvinder, fællesbadning og for børnefamilier på forskellige dage i ugen, alt efter hvilke behov, der måtte vise sig. Derudover vil Sofiebadet tilbyde badning til besøgende turister i sommermånederne.

 

Fakta:

  • Sofiebadets Badeanstalt er den eneste bevarede af de 3 gamle badeanstalter i Københavns Kommune fra starten af 1900-tallet.
  • Sofiebadet blev lukket i 1997 men blev genåbnet af christianshavnerne og fredet på deres initiativ i 2000 på grund af sit enestående interiør med marmorbuer, marmorskillevægge, hvide og grønne fliser. 
  • Kulturarvsstyrelsen har givet sin tilladelse til mindre ændringer af det gamle mandebad, under forudsætning af, at det gamle kvindebad restaureres, så det bliver muligt at opleve et offentligt bad, som det fremstod, da det blev bygget i 1909.
  • Sofiebadet drives i dag af en forening med et mindre tilskud. 
  • Ud over at huset fortsat skal anvendes som badeanstalt er det tanken at skabe et ”badekulturhus”, der skal indeholde diverse terapiaktiviteter med tilknytning til badeafsnittet. Alle aktiviteter i huset skal have fokus på sundhed og helse.

{{ title }}

{{ description }}