Åben idékonkurrence om nye sommerhusbebyggelser

Pressemeddelelse

28. oktober 2005

Akademisk Arkitektforening og Fonden Realdania er gået sammen i et partnerskab om udskrivning af en åben idékonkurrence om nye sommerhusbebyggelser.

Idéen til konkurrencen er opstået efter Folketingets vedtagelse af et nyt landsplandirektiv, der åbnede op for udstykning af godt og vel 5000 nye sommerhuse i kystnære områder. De områder, der nu kommer i spil, ligger alle i tilknytning til eksisterende sommerhusbebyggelser og i områder af landet, der har behov for en udviklingsmæssig saltvandsindsprøjtning.

 

Der findes godt og vel 200.000 sommerhuse i Danmark, hvoraf langt størstedelen er opført fra 1960 og fremefter. I dag er der ikke mange ledige sommerhusgrunde tilbage. Samtidig vokser efterspørgslen markant i disse år, og de fleste af landets ejendomsmæglere kan melde om stigende priser på sommerhusmarkedet.

 

Men langt fra alle sommerhusudstykninger og -bebyggelser kan kaldes vellykkede. Mange af de områder, der er udstykket fra 1960’erne og frem, minder i alt for høj grad om parcelhuskvarterer, med små grunde og hække omkring det enkelte hus. Alt for ofte synes de kvaliteter, der ligger i at bo tæt ved naturen, slet ikke at være blevet udnyttet i udstykningerne.

 

Akademisk Arkitektforening og Realdania ser idékonkurrencen som en mulighed for at tilvejebringe visionære input til, hvorledes udstykninger af nye sommerhusområder kan udformes.

 

I samarbejde med 6 kommuner, er der udvalgt 15 af landsplandirektivets i alt 68 områder. Til disse 15 områder opfordres arkitekter, landskabsarkitekter og andre, der har gode idéer, til at komme med bud på nye former for udstykningsplaner og sommerhustyper.

 

”Målet med konkurrencen er at kvalificere de kommende års sommerhusbebyggelser, såvel i deres landskabelige indpasning som i deres specielle funktion som ramme om et værdifuldt fritidsliv”, udtaler direktør i Realdania Hans Peter Svendler.

 

”Vi tror på, at konkurrencen kan inspirere kommunale myndigheder, der står for planlægningen, og private bygherrer, der skal opføre husene, til at gøre det bedre”, siger formanden for Akademisk Arkitektforening, Gøsta Knudsen.

 

FAKTABOKS: 
Den samlede præmiesum er på kr. 800.000. Alle forslag vil blive bedømt af en dommerkomité bestående af dels 3 fagdommere udpeget af Akademisk Arkitektforening og Fonden Realdania og dels af lokale politikere, embedsmænd og grundejere fra de medvirkende kommuner. Forslag skal indsendes senest den 17. februar 2006.

 

Det er tanken, at der efterfølgende udgives en publikation med de bedste forslag.

 

De involverede kommuner er: 
  • Løkken-Vrå Kommune, 
  • Thyholm Kommune, 
  • Spøttrup Kommune 
  • Nørre Djurs Kommune 
  • Sydfalster Kommune 
  • Bornholms Regionskommune


Se nærmere på AA’s hjemmeside www.arkitektforeningen.dk under konkurrencer.

Yderligere oplysninger kan fås hos:

Akademisk Arkitektforening  
Strandgade 27A 
1401 København K 
tlf. 32 83 69 00 

Arkitekt MAA Bent Kolind

Fonden Realdania 
Nicolai Eigtveds Gade 28 
1402 København K 
tlf. 70 11 66 66 

Arkitekt MAA Lars Bo Lindblad

 

{{ title }}

{{ description }}