Idékonkurrence om nye sommerhusbebyggelser afgjort

Pressemeddelelse

7. april 2006

Akademisk Arkitektforening og Fonden Realdania gik i efteråret 2005 sammen om at udskrive en åben idékonkurrence om nye sommerhusbebyggelser. Fredag den 7. april præsenterer miljøminister Connie Hedegaard konkurrencens vindere i Arkitekternes Hus i København.

Formanden for Akademisk Arkitektforening Gøsta Knudsen siger om resultatet af idékonkurrencen: ”Der er rigtig mange smukke besvarelser blandt de 139 forslag, vi har modtaget. De bør kunne inspirere kommunerne og grundejerne til at gøre sig ekstra umage, og sikre at de nye sommerhusområder bliver af allerhøjeste kvalitet”.

 

I en kommentar til de mange indkomne forslag siger Realdanias administrerende direktør Flemming Borreskov: ”Udformningen af det enkelte sommerhus bør afbalanceres med den landskabelige helhed, som huset indgår i. Derfor er det også positivt, at mange af forslagene udviser helhedstænkning. Vi står nu med et rigtig godt idékatalog, som kan være med til at sikre kvaliteten i de kommende udstykninger rundt om i landet.”

 

Idéen til konkurrencen opstod efter Folketingets vedtagelse af et nyt landsplandirektiv, der åbnede op for udstykning af godt og vel 5000 nye sommerhuse i kystnære områder. Områderne, der kom i spil, ligger alle i tilknytning til eksisterende sommerhusbebyggelser og i områder af landet, der har behov for en udviklingsmæssig saltvandsindsprøjtning.

 

Målet var at få arkitekter, landskabsarkitekter og andre med gode idéer til at komme med bud på, hvordan de kvaliteter, der findes i områdernes natur, mulighederne for friluftsliv og det særlige ved at bo i et hus uden for byen, kunne berige de nye sommerhusbebyggelser.

DELT 1. PRÆMIE på kr. 135.000 til 
Kuben Byg, Aalborg + Arkitema, Aarhus, for et forslag udarbejdet til BØNNERUP STRAND, SKIBSBYGGERVEJ, Århus Amt, Nørre Djurs kommune. Dommerkomitéen udtaler bl.a.: ”Dommerkomitéen finder, at forslaget eksemplarisk aflæser stedets eksisterende træk og tilføjer nyt, som udvikles til ”spilleregler” for en karakterfuld landskabelig sommerhusbebyggelse med stor arkitektonisk variation og kvalitet.”

 

DELT 1. PRÆMIE på kr. 135.000 til 
Lisbeth Westergaard Planning Architects og Kragh-Berglund Landskabsarkitekter, København, for et forslag udarbejdet til MARIELYST 1, Storstrøms Amt, Sydfalster kommune. 
Dommerkomitéen udtaler bl.a.: ”På et af konkurrencens sværeste områder – hvor man ud fra en traditionel betragtning ikke får meget forærende – er der [dermed] skabt en af de bedste besvarelser.”

 

2. PRÆMIE på kr. 100.000 til 
Birk Nielsens Tegnestue, København, for et forslag udarbejdet til HOSTRUP STRAND, Viborg Amt, Spøttrup kommune. 
Dommerkomitéen udtaler bl.a.: ”Stedet er præget af en ådal, der løber fra fjorden langs et eksisterende sommerhusområde og op gennem den vestlige del af konkurrenceområdet. Dette markante landskabstræk, der overlejres af en eksisterende skovplantning, har været afgørende for forslagets udformning, der tager udgangspunkt i ”det at bo på en bakkeskråning”. … Forslagets hovedidé er således forbilledlig klar ….”

 

3. PRÆMIE på kr. 70.000 til 
Petri/Petersen Arkitekter, Hellerup, for et forslag udarbejdet til BØLSHAVN, Bornholms Regionskommune. 
Dommerkomitéen udtaler bl.a.: ”Dommerkomitéen præmierer forslaget for et flot bygningspoetisk greb, som formår at aflæse grundens særlige enkelthed og områdets bygningstradition og omsætte det i et for stedet markant arkitektonisk forslag.”

Herudover indkøbte dommerkomitéen ni forslag og tildelte syv forslag omtale.

 

Dommerkomitéens betænkning med illustrationer af de præmierede, indkøbte og omtalte forslag kan ses på AAs hjemmeside under konkurrencer www.arkitektforeningen.dk eller ved at klikke her >> (pdf-fomat 7 mb)


Yderligere oplysninger 

Direktør Henning Thomsen, Akademisk Arkitektforening, tlf. 30 85 90 10  
Adm. direktør Flemming Borreskov, Fonden Realdania, tlf. 70 11 66 66

{{ title }}

{{ description }}