Nyt hus skal skabe liv og fællesskab i Sprotoften

Pressemeddelelse

3. juni 2014

”Aktivitets- og Kvarterhuset Sprotoften” i Nyborg er nu klar til at summe af liv. Beboere i boligafdelingen Sprotoften får 4. juni 2014 eget hus med plads til fællesskab, caféstop og brobygning til byens børn og unge. Huset er det første af i alt 11 større projekter, der realiseres med støtte fra Realdanias kampagne ”DET GODE BOLIGLIV”.

Med indvielsen onsdag den 4. juni 2014 slår boligafdelingen Sprotoften dørene op til et hus på 830m2, hvor omdrejningspunktet er fritidsaktiviteter for børn og unge fra de nærliggende skoler. I samarbejde med Ungdommens Røde Kors bygges der bro til det lokale foreningsliv, hvor børn og unge får mulighed for at prøve kræfter med foldbold, håndbold, skakklub, spejder mv. Ideen er at opbygge relationer mellem foreningerne og områdets børn og unge, så de kan blive aktive deltagere i områdets forenings- og klubliv. 

Vores nye hus har plads til alle
’Med Aktivitets- og Kvarterhuset Sprotoften’ kan boligforeningen være med til at løfte og understøtte fritidsaktiviteter til områdets mange børn og unge, som de i dag ikke har adgang til. Huset vil også rumme aktiviteter for voksne og ældre, som tilbydes i samarbejde med bl.a. Nyborg Kommune, Ældresagen, Østjysk Handicapforening AOF, de etniske foreninger, Husflidsskolen og Nyborg Museum.  

Det glæder boligforeningens forretningsfører Morten Seehusen og aktivitetskoordinator Stig Jensen, at ”vi nu har fået et flot og velfungerende hus med plads til beboere, gæster i vores café og en lang række involverende aktiviteter og begivenheder som foreningsarbejde, undervisning, let motion/idræt, udstillinger, fællesspisning, foredrag og mindre koncerter. Huset har plads inde og ude, og vores placering ud til hovedindfaldsvejen fra vest, tæt på den gamle Voldby, slottet og voldanlægget, inviterer forbipasserende, gæster på Nyborgs Museems guidede ture og nysgerrige indenfor til et besøg i café ”Danehof”. 

Lokalt engagement gør en forskel
Astrid Bruus Thomsen, programchef i Realdania siger om projektet: ”Aktivitets- og Kvarterhuset i Sprotoften, er et rigtig godt eksempel på, hvordan man med et bydelshus kan skabe gode rammer for fællesskabet og tilbud til den enkelte beboer og bruger. Jeg ser huset som et rigtig fint inkluderende projekt, der skaber netværk på tværs af et lokalområde og giver et godt fundament for et åbent naboskab. Huset giver plads til blandt andet foreningslivet og selvorganiserede beboeraktiviteter samt undervisning og uddannelse”, som alle er vigtige elementer for et sundt og godt boligliv.

  • Data om Aktivitets- og Kvarterhuset Sprotoften i Nyborg:
    Bygherre:         Andelsboligforeningen Sprotoften
    Placering:         Nyborg Kommune
    Rådgiver:          D.A.I. arkitekter og ingeniører, SAHL arkitekter, Arkplan - Byplan og Landskabsarkitekter

    Entreprenør:     Tømrerfirmaet Keld Hermann A/S
    Økonomi:         16,5 mio. kr., heraf 7,5 mio. kr. fra Realdanias Kampagne DET GODE BOLIGLIV.

    Kontakt:           Sprotoften@ab-sprotoften.dk

    Om kampagnen DET GODE BOLIGLIV

    Realdania har afsat 100 mio. kr. til kampagnen DET GODE BOLIGLIV, som frem til 2015 skal bidrage med nyskabende projekter fra beboere, ildsjæle, beboergrupper og boligafdelinger, der gennem fysiske tiltag viser veje for, hvordan man kan skabe moderne fælles faciliteter og attraktive rammer om et godt boligliv.

    Det er kampagnens mål at bidrage til at nytænke de fysiske rammer omkring livet i de almene boligområder. Det sker ved at støtte idéer og projekter fra dem, der kender områderne bedst – nemlig beboerne – og hjælpe dem med til at gøre idéerne til virkelighed.

    På Kampagnens hjemmeside detgodeboligliv.dk og på Facebook kan de støttede projekter følges i tekst og billeder.

    Fotograf: Helene Høyer Mikkelsen

{{ title }}

{{ description }}