Stationsbyernes forvandling

Pressemeddelelse

6. maj 2013

De mange mindre byer i Danmark, der historisk blomstrede sammen med det voksende jernbanenet, er under hastig forandring. Stationen og rådhuset er væk, samtidig med at handelsliv og befolkningstal vakler eller ændrer karakter. En ny bog, ”Stationsbyer i dag”, beskriver situationen og peger på byernes potentialer.

I Danmark kan 250 byer med mellem 1.000-5.000 indbyggere takke jernbanen for deres opkomst. Bogen ”Stationsbyer i dag” sætter lup på denne særegne form for by. Det er byer som har haft fremgang gennem mange år, men som nu må tænke nyt på grund af sammenlægninger af kommuner og færre små butikker.

”Stationsbyerne er ikke i krise men må forandre sig, hvis de fortsat skal kunne tiltrække borgere og erhvervsliv. Vores bog peger på nogle muligheder, som kun nogle få byer er i gang med, men som kan sikre fremtiden for mange flere”, siger seniorforsker Niels Boje Groth, som har redigeret bogen.

Nye centre uden for bymidten
Bogen foreslår blandt andet, at fokus flyttes væk fra bymidter, der langsomt men sikkert tømmes for butikker og funktioner. I stedet kunne kræfterne bruges på at udvikle de nye centre i byernes boligområder: ved sportshaller, kulturhuse og supermarkeder. Bymidtens rolle og udformning skal i det hele taget nytænkes.

”I Ørbæk oplever vi også, at de mindre butikker forsvinder fra midten, og senest har et supermarked meldt, at de vil købe den grund kroen står på. Vi må nye veje, derfor synes jeg det er fint, at beboelse er blevet tilladt i bymidten. Jeg kunne også godt forestille mig, at vores kulturcenter, Ørbæk Midtpunkt, kunne indgå mere aktivt i byens udvikling, selvom det ligger i udkanten” siger formand Christian Alexandersen, Ørbæk Borgerforening.

En anden pointe i bogen er, at netop borgerforeninger og lignende netværk i stationsbyerne er afgørende for en stationsbys levedygtighed.

Brug for mere viden og nye løsninger
Det er Center for Strategisk Byforskning, som har udarbejdet bogen på Realdanias initiativ. Den filantropiske virksomhed vil med bogen øge vidensniveauet omkring stationsbyerne.

”Mange mindre stationsbyer har indtil for nylig været driftige erhvervs- og handelsbyer. Men forhold som kommunesammenlægninger, lukning af industrier og butikker betyder, at mange af de mindre stationsbyer har behov for at finde en ny rolle og selvforståelse i det fremtidige bymønster. Bogen viser blandt andet, hvordan stationsbyerne i oplandet til vækstområderne har en fremtid som gode boligbyer for børnefamilier, hvorimod stationsbyerne i yderområderne i højere grad kan blive gode bosætningsbyer for den ældre generation,” siger projektleder Karen Skou, Realdania.

FAKTA

”Stationsbyer i dag” er udarbejdet for Realdania af Center for Strategisk Byforskning med bidrag fra Danmarks Tekniske Universitet og Trafikstyrelsen. Den er redigeret af Niels Boje Groth og Christian Fertner.

Indhold
Bogen består dels af en statisk gennemgang af stationsbyerne, dels af en analyse af situationen. Den afsluttes med et resumé: ”Stationsbyernes udfordringer og potentialer”.

De spørgsmål som bogen forsøger at besvare er:

• Hvordan er de danske stationsbyers situation i dag?
• Hvilke udfordringer står stationsbyer overfor i dag?
• Hvilke potentialer og fremtidige visioner kan opstilles for stationsbyernes udvikling?

Hvilke stationsbyer indgår i bogen:
• Det er byer som er opstået mellem 1840 og 1940
• 250 af disse stationsbyer har mellem 1.000–5.000 indbyggere (2011)

Andre fakta om de 250 mellemstore stationsbyer
102 af disse stationsbyer har været kommunecenter fra 1970, men 100 af dem mistede denne status igen ved den seneste kommunalreform.

Byerne har haft befolkningstilvækst i det meste af det forrige århundrede, men i dag ligger befolkningstallet enten stabilt eller på vej ned.

Der er store forskelle imellem de enkelte stationsbyer. Eksempelvis hvorvidt det er en forstad til en storby, ligger i et udkantsområde, har et godt opland, og om de har et rodfæstet erhvervsliv.

 

Bogen kan købes hos:
• Dansk Arkitektur Center, Strandgade 27B, 1401 København K
• Arkitektskolen i Århus, Nørreport 16, 8000 Aarhus C
• Københavns Universitet (Frederiksberg):
Thorvaldsensvej 40, 1871 Frederiksberg C samt Rolighedsvej 23, 1958 Frederiksberg C

Bogen kan også downloades.

{{ title }}

{{ description }}