Stolt kulturarv

Nyhed

3. april 2012

Der venter en sjælden oplevelse, når Realdania Byg for første gang åbner dørene for offentligheden til åbent hus i et fredet statshusmandsbrug i Skovbølling ved Haderslev. Det sker fredag den 13. april kl. 13.00 til 16.00 på Skovbøllingvej 35, Skovbølling ved Haderslev og markerer afslutningen på selskabets to år lange restaurering af huset, der er et af de eneste bevarede og intakte anlæg tilbage i Danmark.

Mere end 20.000 statshusmandsbrug blomstrede op i det danske landskab i 1899 - 1940'erne. Et af dem i Skovbølling, hvor den nu afdøde husmand Christian Mink i 1934 opførte et husmandsbrug til sig selv og sin familie. Statshusmandsbrugene blev opført med statsstøtte i enkle, men gode materialer. Alligevel er kun ganske få af dem i dag bevaret intakte.

"Statshusmandsbruget på Skovbøllingvej er en vigtig brik i vores fælles fortid og kulturarv, der rummer fortællingen om jævne menneskers tilværelse på landet, statslige visioner og personlige drømme om et bedre liv. Vi er glade for, at vi har kunnet være med til at sikre dette anlæg for eftertiden, og at vi nu kan åbne dørene og byde inden for i den unikke tidslomme, som dette enestående anlæg er", siger administrerende direktør i Realdania Byg, Peter Cederfeld.

Mønstereksempel 
Statshusmandsbruget i Skovbølling blev fredet af Kulturarvsstyrelsen i 2004, fordi det er et enestående og typisk eksempel på de husmandssteder, der blev opført med statsstøtte i mellemkrigsårene. Staten ydede både økonomisk og arkitektfaglig bistand til folket på landet for at sikre folk af små kår mulighed for at skabe sig et bedre liv med egen bolig og et selvforsynende jordlod.

Realdania Byg købte i 2010 statshusmandsbruget efter husets bygherre, der har boet i huset med sin familie, siden han opførte det i 1934. Gennem årene har familien kun ændret ganske lidt på huset, og det fremstod derfor ved overtagelsen stort set, som da det blev bygget.

Realdania Byg har i 2011-2012 gennemført en nænsom restaurering af ejendommen med det fokus at vise, hvordan man kan balancere bevaring og moderne komfortkrav for på den måde at sikre huset og dette stykke kulturarv for eftertiden.

Huset vil nu blive lejet ud som privat beboelse med mulighed for dyrehold.

For yderligere oplysninger kontakt 
Adm. direktør Peter Cederfeld, Realdania Byg A/S, e-mail: pc@rdbyg.dk, tlf.: 7011 0606


Fakta
Åbent Hus-arrangementet markerer afslutningen på to års restaurering af huset. Det er gratis og åbent for alle med interesse:

  • Tid: Fredag den 13. april kl. 13.00 til 16.00
  • Sted: Skovbøllingvej 35, Skovbølling, 6100 Haderslev

Statshusmandsbruget på Skovbøllingvej 35, Skovbølling ved Haderslev er beliggende på 8,2 hektar jord, der i sin tid blev udstykket sammen med to andre jordstykker fra Bjerning Gård. Det er opført i 1934 af nu afdøde statshusmand Christian Mink. Ejendommen blev fredet i 2004 som et sjældent og autentisk eksempel på et statshusmandssted.

Realdania Byg erhvervede ejendommen i 2010 efter husets eneste ejer, der indtil 1972 drev et alsidigt landbrug med både dyrehold og plantedrift og frem til 1990 fortsat selv dyrkede jorden. I tråd med sælgers ønske har selskabet nu gennemført en nænsom restaurering af ejendommen for at sikre den for eftertiden.

Trange tider på landet resulterede i, at staten i 1899 greb ind med en lov, Husmandsloven, der betød at husmændene kunne optage et statslån til køb af et mindre jordstykke. Ca. 20.000 landbrug blev oprettet på denne måde. I 1919 blev loven revideret, og frem til 1967 blev ca. 8.000 landbrug oprettet efter den nye lov - mange som følge af lensafløsningen, der gjorde det muligt at opdele og handle dele af godsernes store jordstykker.

Efter 1919 stillede staten krav om, at byggeprojekterne skulle godkendes af Statens Jordlovsudvalg. Staten stillede høje krav til bygningernes kvalitet, og i mange tilfælde kom den tilknyttede arkitekt til at præge byggerierne. Efter 1920 kom loven også til at gælde for Sønderjylland.

Læs mere om projektet her

{{ title }}

{{ description }}