Marielyst åbner sæsonen med indvielse af Nyt Torv og Strandstrøg

Pressemeddelelse

26. marts 2015

Til påske slår ferieparadiset Marielyst i Guldborgsund portene op for ’det nye’ Marielyst. Det populære feriested er gennem et års tid blevet forvandlet til en moderne badeby af høj kvalitet.

De fleste kender Marielyst på Falster som et ferieparadis med muligheder for at bade, feste og slappe af. Sådan vil Marielyst også være i fremtiden, men nu kommer der mere fokus på Marielyst som et ferieresort med stil over sig.

 

Det populære Torvet og Strandstrøget har gennemgået en omfattende renovering, der har til formål at skabe et nyt, stærkt samlingspunkt. Et elegant nyt ’gulv’ skabt i egetræsplanker pryder det gamle torv. Gulvet er skabt, så man kan gå på det med bare fødder, slå sig løs i glade dansetrin eller afholde markeder, koncerter eller andre events på det. Midt i det hele står et sømærke som pejlingsmål, og hele torvet emmer nu af elegancen og stemningen, man kender fra fortidens badehoteller. Lyse farver, blødt lys, naturmaterialer og duften af friskt træ. Også vejen ned til stranden, Strandstrøget, har fået trægulv samt en meget brugt naturlegeplads, der er blevet flittigt brugt henover sommeren.

 

Danmarks sydligste feriested

Marielyst begyndte sin karriere som ferieparadis helt tilbage til 1906. Her åbnede en af områdets fire store gårde nemlig som badehotel, og så var tonen slået an. I dag er byen et kendt feriemekka, hvor indbyggertallet stiger fra 700 til over 50.000 i sommermånederne. Det skyldes i høj grad de populære sandstrande, som over 15 km byder på tryg badning og masser af sand og klitter.  

 

Marielyst er desuden kendt for sine spisesteder, festmuligheder og indkøbsområder, og det er altså sidstnævnte, der har fået et tiltrængt løft, så byen nu ikke længere er en almindelig badeby, men en elegant, sprudlende og initiativrig ferieby, der både er værd at besøge på et længere ferieophold, men også på en dagstur i den danske sommer. Mere end 7.000 feriehuse gør det nemt at finde et overnatningssted i feriebyen.

 

Formanden for Følgegruppen for Marielyst Helhedsplan, Flemming Jantzen, siger om projektet:

“Vi er stolte af byrådets beslutning om at gennemføre det dristige projekt med det markante egeplankegulv, og vi er både taknemmelige og glade for, at Realdania gik ind i projektet. Sammen har vi skabt nogle flotte rammer for turister og borgere i Marielyst, og vi ser frem til at vise det det endelige resultat frem til påske. Jeg synes, at det er lykkedes at ramme badehotelstemningen rigtig fint, og man føler sig godt tilpas i de nye omgivelser.”

 

En generel opgradering af Marielyst

Projektet er støttet af Realdania, og projektleder Karen Skou glæder sig over, at investeringerne i det fysiske miljø er blevet fulgt op af en generel opgradering af Marielyst, der generelt hæver kvalitets- og serviceniveauet og dermed turistoplevelsen:

 

”Det er en fornøjelse at se, hvordan man i Marielyst har fulgt op med en indsats for profil og image, så service og kvalitet kan matche de nye smukke rammer. Fysiske projekter gør nemlig ikke det hele. Men Marielyst viser, hvor langt man kan komme, når et fysisk tiltag indgår i en større kommunalstrategisk indsats,” siger hun.

 

 

Ovenstående pressemeddelelse er udsendt af Guldborgsund Kommune.

  • Guldborgsund Kommune vedtog i 2012 en helhedsplan for Marielyst, der blandt andet indeholdt en omfattende renovering af såvel Torvet som Strandstrøget i Marielyst. Efter en arkitektkonkurrence fik GHB landskabsarkitekter i samarbejde med Grontmij og ETN arkitekter opgaven om Marielysts renovering. Projektet er støttet af Realdanias kampagne ”Stedet Tæller”. Kampagnen skal frem til 2016 støtte konkrete, fysiske projekter i Danmarks yderområder. Det er formålet, at kampagnens projekter – heriblandt projektet ”Marielyst, en moderne badeby” – skal være med til at styrke livskvaliteten i yderområderne med fokus på kystturisme og udvikling af de stedbundne potentialer.

    Projektet strækker sig over flere etaper, hvor størstedelen af plankegulvet med dansecirkel, sømærke og Strandstøget med tilhørende sidde- og legeareal stod næsten færdigt inden sæsonen 2014. I efteråret gik håndværkerne i gang med anden etape, hvor egetræsbelægningen på den sidste strækning ned mod Strandstrøget blev færdiggjort. Herefter blev der plantet strandfyr, som skaber let skygge og gør byen behagelig at færdes i.

    Marielyst har været en del af det samlede udviklingsprojekt Kystbyer i vækst, som har fået støtte af EU’s Regional og Socialfond.

  • Den samlede ramme for renoveringen har været på 23,2 mio. kr., hvoraf Realdania har bidraget med 5.7 mio. kr. og kommunen resten.

{{ title }}

{{ description }}