x

Strynø renoverer sit Skole og Kulturhus

Pressemeddelelse 23. august 2012

Langt fra det meste, men tæt på hinanden. Beboerne på Strynø har et godt fællesskab, der trækker børnefamilier til øen. Nu bliver øens samlingssted, Skole og Kulturhuset renoveret med støtte fra Realdania.

I de sidste 10 år har Strynø trodset alle gængse udviklingstendenser for Danmarks yderområder. Befolkningstallet har været stigende og er i dag på 211 fastboende. Især børnefamilierne vil gerne bo på øen.

- Vi har et fantastisk fællesskab, og det er åbenbart rygtedes vidt omkring, for der flytter folk til fra hele Danmark. Det betyder flere børn og flere aktiviteter, så det er godt, at vi nu kan renovere vores Skole og Kulturhus, siger Torben Bürgel Nielsen fra Strynø Beboerforening.

Fin skolebygning er øens livsnerve

Den fredede skolebygning er livsnerven i det lille samfund og huser foruden skolen, også bibliotek, lokalhistorisk arkiv, fællesspisning og 30 foreninger. Men bygningen, der er fra 1905, trænger til en renovering.   

- Vi vil gerne bakke de lokale ildsjæle op og være med til at skabe bedre rammer for de mange aktiviteter beboerne på Strynø har gang i. Samtidig vil Realdania gerne bidrage til at den fredede skolebygning bringes ind i fremtiden, som  et sjældent og fint eksempel på et etats-byggeri fra starten af det forrige århundrede, fortæller projektleder Eske Møller, Realdania.

Bedre plads til aktiviteter

Den slidte bygning sættes i stand for 11,4 millioner, hvoraf Realdania har bidraget med 4,6 millioner kroner. Hele bygningen bliver renoveret på tag og fag, og den hidtil uudnyttede tagetage bliver gjort brugbar.   

- Vi er meget taknemlige for Realdanias bevilling til renovering af Strynø Skole og Kulturhus. Den giver skolen et tiltrængt løft og styrker borgernes muligheder for at deltage i aktiviteter. Borgerne på Strynø er engagerede, hvilket hele denne proces vidner om, da den er båret af repræsentanter fra Strynø beboerforening, siger udvalgsformand Helle Hansen, Langeland Kommune.

Fakta

Projektet har været undervejs i 4 år, og fredningsmyndighederne har været med i hele processen.

I 2009 sørgede Realdania for, at der blev foretaget en grundig arkitektundersøgelse af bygningen, således at alt var gennembearbejdet, inden det endeligt projekt blev fremlagt.

Finansiering

Projektets samlede budget er på 11,4 mio. kr. som finansieres af: Realdania 4,6 mio. kr., Langeland Kommune 1,3 mio. kr., Indenrigsministeriet 2,4 mio. kr. og Småøernes LAG indstiller 3,1 mio. kr.

Der forventes byggestart i foråret 2013.

Om Strynø

Strynø har de sidste 10 år været i fremgang med stigende befolkningstal og stigende børnetal og er et udkantsområde i vækst, med 221 fastboende beboere.

Øen har børnehave, skole, museum, spisesteder, over 30 foreninger, og en velfungerende købmand.

Læs mere om Strynø.