x

Sunde Boliger: Hvordan bygger man et godt indeklima?

Pressemeddelelse 28. juni 2017

Er det slut med køkken-alrummet? Kan man droppe husets dampspærre? Hvorfor indrette fælles walk-in closet for hele familien? Realdania By & Byg har netop lagt sidste hånd på ”Sunde Boliger” i Holstebro, der skal teste, hvordan vi kan bygge boliger med bedre indeklima inden for et normalt byggebudget. Oplev alle løsningerne, når der er åbent hus den 4. juli kl. 16-18.

Tre gårdhavehuse, som Realdania By & Byg netop har opført i Holstebro, skal give svar på, hvordan vi kan bygge og bo indeklimavenligt - inden for et almindeligt byggebudget. Udefra er husene ens. Men indenfor er der en vifte af progressive bud på sunde indeklimaløsninger. De tre huse adskiller sig fra hinanden måden de er indrettet, byggemetoder, materialer og teknologi.

”Formålet med projektet er at afprøve nye indeklima-løsninger i skala 1:1 og teste noget af den viden, vi kender fra indeklimaforskningen og omsætte den til konkrete løsninger, der kan bruges i både nybyggeri og eksisterende boliger. Vi er glade for, at husene står færdige, og at vi nu er klar til at teste løsningerne, så andre kan få glæde af den nye viden, vi er med til at opbygge”, siger Peter Cederfeld, adm. direktør i Realdania By & Byg. 

Boligbyggeriet Sunde Boliger er en del af Realdanias bredere arbejde for at sikre danskerne et godt indeklima. Et arbejde der bl.a. også omfatter skolernes indeklima og indeklima i børneværelser.

”Vi tilbringer størstedelen af vores tid indendørs, og indeklimaet spiller derfor en vigtig rolle for vores livskvalitet. Det gælder ikke mindst indeklimaet i vores boliger. Jeg ser meget frem til, at Sunde Boliger-husene bliver taget i brug, så vi kan blive klogere på, hvordan forskellige indeklimaløsninger fungerer i mødet med et helt almindeligt familieliv”, udtaler Lene Wiell Nordberg, der er projektleder på indeklimaprojekter i Realdania.

Indeklimaet skal testes af hverdagen

Siden husene stod færdige i maj, er der registreret temperatur, CO2-niveauer, støj og partikelniveau. Der er bl.a. allerede lavet forsøg med pandestegning af bacon, som viser, at en nyudviklet emhætte betydeligt reducerer mængden af partikler, der spredes i huset. De tre huse skal nu sælges. Men eksperimentet stopper ikke her. De kommende beboere får nemlig målt deres indeklima i to år, så løsningerne bliver testet af virkeligheden. Inden da kan offentligheden komme indenfor.

Hvorfor bekymre sig om indeklima?

Danskerne tilbringer ca. to tredjedele af deres tid i hjemmet. Vores boliger og måden, vi lever i dem på, har derfor enorm betydning for vores velvære og sundhed. Indeklima er med andre ord afgørende for livskvalitet – fra søvnvaner, humør og produktivitet til helbred og livslængde. Der er et stort og uudnyttet helbredsmæssigt potentiale i at nedbringe partikelforureningen i vores hjem.