Farver og funktioner på Nørrebro

Pressemeddelelse

18. september 2008

Pressemeddelelse udsendt i samarbejde mellem Københavns Kommune, Områdefornyelsen Mimersgadekvarteret og Realdania: Grøn for leg, sort for handel og rød for spil. Det er hovedidéen i det forslag, der har vundet konkurrencen om, hvordan Superkilen skal se ud i fremtiden. 

Forslaget, der har titlen "3 zoner, 3 farver - ét globalt kvarter", blev i dag afsløret i Nørrebrohallen af teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam og adm. direktør i Realdania Flemming Borreskov.

Superkilen ligger i det grønne område, der strækker sig fra Tagensvej til Nørrebrogade, og skal forvandle området til et aktivitetsstrøg, som rummer det mangfoldige liv, der udspiller sig på Nørrebro. 

Konceptet i forslaget er en opdeling af området i tre zoner med hver sin aktivitetsflade og hver sin farve. Forskellige ting fra hverdagen skal pryde de tre zoner og repræsentere områdets mange nationaliteter. Det kan f.eks. være en portugisisk klinkebænk og et neonskilt fra Japan.

"Vores håb er, at Superkilen med dette projekt bliver et fyrtårn for Nørrebro. At konceptet kan skabe et miljø for aktiviteter og mødesteder, hvor man kan være sammen på tværs af kulturelle og sproglige forskelle," udtaler teknik- og miljøborgmester, Klaus Bondam. 

"Mangfoldighed er om noget kendetegnet for Nørrebro. Her mødes mange forskellige kulturer, som alle er med til at sætte deres præg på bydelen og få den til at summe af liv og aktivitet døgnet rundt. Vi tror på, at det forslag til fremtidens Superkile, vi har præsenteret i dag, vil være med til at styrke og fastholde denne kvalitet ved Nørrebro," udtaler adm. direktør i Realdania, Flemming Borreskov. 

Teamet bag "3 zoner, 3 farver - ét globalt kvarter" er BIG (Danmark), Topotek 1 (Tyskland), Help (Danmark) og Superflex (Danmark).

Superkilen er et af tre projekter som er en del af " Partnerskabet", som i 2004 blev indgået mellem Københavns Kommune og Realdania.

Partnerskabet samarbejder med Områdefornyelsen i Mimersgade-kvarteret 

Yderligere oplysninger:

Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam via pressechef Astrid Haug 26 30 09 89

Projektleder Laura Koch Rotne, 33 66 36 13

Projektleder Astrid Bruus Thomsen, Realdania, 70 11 66 66 

{{ title }}

{{ description }}