International projektkonkurrence samler Odense

Pressemeddelelse

25. oktober 2010

En international projektkonkurrence skal afgøre, hvem der skal tegne stregerne til det mest visionære byomdannelsesprojekt i Odenses historie. Et projekt der vil samle Odense og forvandle den stærkt trafikerede Thomas B. Thriges Gade fra gade til by.

I partnerskab med Realdania indbyder Odense Kommune til prækvalifikation på en international projektkonkurrence, der skal resultere i Odenses mest omfattende byomdannelsesprojekt til dato. Projektet vil forvandle Thomas B. Thriges Gade fra gade til by, så bymidten atter bindes sammen på tværs af den trafikale og mentale barriere, den trafikerede vej i årtier har udgjort.

Byliv og fortætning

- Vi ønsker at skabe en ny bydel med bebyggelse og nye byrum af høj arkitektonisk kvalitet som ramme om et mangfoldigt og trygt byliv. De skal forbinde de kvarterer, der i dag er adskilte, siger borgmester Anker Boye. Vi inviterer på den måde borgerne indenfor til ophold, udfoldelse og leg på tværs af generationer og kulturer, og vi understøtter ønsket om at styrke bylivet til glæde for byens borgere og ikke mindst for at styrke den økonomiske og miljømæssige udvikling.

Bydelen skal på en gang sikre mangfoldighed og sammenhæng og kommer derfor naturligt til at indgå i tæt samspil med bymidten. Gående og cyklende skal opleve at bevæge sig i et oplevelsesrigt og sammenhængende forløb gennem og på tværs af bydelen, ligesom der skal tages højde for etableringen af en letbane, som skal sikre en optimal og bæredygtig kollektiv trafik.

- Odense vil være Danmarks mest bæredygtige by i 2017. Og da vi ved, at bylivet er omdrejningspunktet for den økonomiske, miljømæssige og sociale balance, sætter vi fokus på at bygge et tæt og attraktivt kvarter, som skal samle byen og være med til at give stedet og bymidten en helt ny identitet, siger rådmand Jan Boye.

- Det er en af de mest markante og udfordrende byplankonkurrencer i nyere tid herhjemme. Ikke alene skal det historiske og meget udskældte ar efter Thomas B. Thriges Gade heles. Der skal også udformes et helt nyt bykvarter lige midt i Odense, siger direktør i Realdania Hans Peter Svendler, og fortsætter: - Vi glæder os rigtig meget til at se konkurrencens bud på, hvordan man kan skabe dette nye centrale bykvarter med vægt på byliv, mangfoldighed og bæredygtighed.

Udbudsbekendtgørelsen udsendes den 25. oktober 2010, projektkonkurrence sættes i gang til februar 2011. Den endelige vinder af projektkonkurrencen offentliggøres i november 2011. 

FAKTA

Projektets omfang

Projektområdet udgør ca. 49.000 m2, og det forventes, at der kan bygges mellem 65.000 – 85.000 etagemeter ny bebyggelse, ligesom der skal etableres nye parkeringsanlæg i kælderniveau, som skal sikre parkeringspladser til beboerne og de erhvervsdrivende i de nye bebyggelser og til offentligheden.

Omdannelsen kommer til at foregå i tæt dialog med interessenterne – herunder byens borgere, som i høj grad vil være med til at præge og tage del i udviklingen omkring de midlertidige anvendelser og aktiviteter, som skal være med til at understøtte områdets identitet og sikre bylivet i området fra projektets start.

Tidsramme

Målet er, at realiseringen af byomdannelsen kommer til at ske indenfor de næste 7-10 år.

Udbudsbekendtgørelsen udsendes den 25. oktober 2010 og der indbydes dermed til prækvalifikation, med deadline for prækvalifikation d. 1.december 2010.

Op til syv totalrådgiverteams forventes at blive udvalgt som deltagere i den internationale projektkonkurrence, som sættes i gang til februar 2011 og løber til maj måned 2011, hvor det eller de vindende hold efterfølgende indbydes til at deltage i et udbud med forhandling.

Den endelige vinder af projektkonkurrencen offentliggøres i november 2011.

{{ title }}

{{ description }}