Realea bygger på Tietgens grund ved Marmorkirken

Nyhed

29. august 2008

Ejendomsselskabet Realea opfører nu en etageejendom til blandet bolig- og erhvervsformål på den ubebyggede grund ved Marmorkirken på hjørnet af Frederiksgade og Store Kongensgade i København, der også er kendt som "Tietgens Ærgrelse". Den nye etageejendom er tegnet af den anerkendte engelske arkitekt Tony Fretton, som tidligere i en række europæiske byggerier har udvist særlig evne til at arbejde i historiske og bymæssigt tætte omgivelser.

"Vi glæder os til at bygge dette fantastiske hus. Det er lykkedes for Tony Fretton Architects Ltd at tegne en bygning i et moderne formsprog, der både skaber en værdig afslutning på det historiske anlæg og respekterer det moderne byliv," udtaler administrerende direktør Peter Cederfeld.

Den nye bygning opføres i et moderne formsprog, men tager udgangspunkt i Meldahls oprindelige arkitektur, der dominerer pladsen omkring Marmorkirken. Således respekteres faginddeling og højden på tagryg, gesims og altaner i den øvrige bebyggelse. Også den nye bygnings planløsning og anvendelse vil ligge tæt op af et klassisk Københavnerhus: Stuetagen og første sal bliver udlejet til erhverv, mens de øvrige etager bliver udlejet til beboelse.

Borgerhøring og gode ideer tager tid
De overordnede rammer for byggeriet blev offentliggjort allerede i 2005. Siden har Københavns Kommune arbejdet på at udarbejde en ny lokalplan for området, gennemføre borgerdialog og behandle de i alt 29 indsigelser, der kom mod projektet. Denne proces er nu afsluttet. Københavns borgerrepræsentation godkendte i går den lokalplan, der nu gør det muligt at bygge på grunden.

"Det har været en lang proces, men det er naturligt, når man står overfor et så følsomt og historisk område, som her. Vi er glade for den interesse beboere og ikke mindst kirken har vist for projektet og vil nu indpasse flere af de gode ideer, der er kommet frem i forløbet, i det endelige projekt. Vi vil desuden fortsætte dialogen med kirken, der er kommet med konstruktive forslag til projektet," udtaler Peter Cederfeld.

Projektet er pt. i en projekteringsfase, hvor særligt bygningens stoflighed og materialer bliver bearbejdet. Her er det især detaljeringen af facadernes udformning, der skal på plads. Selve byggeprojektet påbegyndes i løbet af efteråret, hvor man forventer at have modtaget en byggetilladelse. I første omgang skal der ske en oprensning af den forurenede grund. Byggeriet forventes færdigt i 2010.

For yderligere oplysninger
Peter Cederfeld, adm. direktør, Realea: tlf. 70 11 06 06

 

{{ title }}

{{ description }}