Uden for myldretid

Fire fotografer viser nye billeder fra Danmarks yderområder.

I mere end et år har de fire fotografer Christina Capetillo, Torben Eskerod, Carsten Ingemann og Henrik Saxgren rejst gennem Danmarks yderområder for at skabe billeder, der kan give de gængse fordomme om ’Udkantsdanmark’ modstand.

Resultatet af de fire fotografers arbejde er bogen og udstillingen Uden for myldretid, som åbner 12. juni 2013 på Bornholms Kunstmuseum. Uden for myldretid rummer mere end 100 tankevækkende fotografier, som tilbyder en rejse i åbne landskaber og oversete byrum, en invitation til at se ind i mørket, en refleksion over menneskers måde at være i verden på og over behovet for at sætte skel mellem natur og kultur.

Hver fotograf har valgt sit eget fokus, men for alle fire har det været ambitionen at transcendere den overfladiske iagttagelse. Udkanten findes måske i politisk og økonomisk forstand, men for fotograferne er ethvert menneske og ethvert sted sit eget centrum. De har ladet sig inspirere af stedernes historier, mennesker, landskaber og byer og har derigennem skabt en både stilfærdig og overraskende hyldest til de potentialer, som yderområderne rummer.

Udstillingen vises i perioden 13. juni – 28. juli. Alle dage 10 – 17. Efter Bornholms Kunstmuseum fortsætter udstillingen til Kunstmuseet i Tønder, Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring og Fuglsang Kunstmuseum på Lolland.

Projektfakta

  • Afsluttet/forventet afsluttet
  • 2013
  • Nyheder

{{ title }}

{{ description }}