Vandkunst i verdensklasse på Havnepladsen

Pressemeddelelse

12. januar 2016

Aarhus bliver beriget med et stort kunstværk af den internationalt anerkendte kunstner Jeppe Hein. Der er tale om værket ”Endless Connection”, som er et stort springvand, der bliver opført på den sydlige del af Havnepladsen. Salling-fondene har doneret 20 millioner kroner til opførelsen af værket.

Havnefronten gennemgår i disse år en komplet forvandling. I dag kunne rådmændene for Kultur og Borgerservice samt Teknik og Miljø afsløre Jeppe Heins kunstværk Endless Connection, der skal placeres på Havnepladsen. Endless Connection er et enormt springvand med skiftende mønstre, som er inspireret af stjernehimlen over Aarhus.

”Jeg er vildt imponeret over Jeppe Heins værk. Jeg synes, der er noget symbolsk over at kombinere kunst og vand på Havnepladsen. Havnefronten er overgangszonen mellem byen og bugten og stedet, hvor kulturen og naturen mødes. Jeg er meget taknemmelig over endnu en generøs donation fra Salling-fondene og glæder mig over, hvordan Endless Connection vil gøre vores by og vores nye havnefront endnu mere attraktiv,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.

Endless Connection er et stort og utraditionelt springvand. Der er tale om en slags vandpavillon med over to meter høje mure dannet af vandstråler, som springer op af dyser i jorden. Vandmurene stiger og falder og danner derved forskellige rum, som man
kan bevæge sig rundt i. Endless Connection skal med sine mange skiftende former invitere til leg, opdagelse og oplevelse. Værkets maksimale størrelse er 16,2 meter x 14,4 meter med 2,3 meter høje vægge af vand.

”Et kunstværk som Endless Connection kræver plads, så det får en perfekt placering på den nye rummelige havneplads. Samtidig er det velkomment, at Aarhus får et markant springvand i den del af byen, der vender ned mod havnen. Springvand skaber liv og glæde – ikke mindst hos børnene,” siger rådmand for Teknik og Miljø Kristian Würtz.

 

Værket bliver opført på den sydlige del af Havnepladsen og forventes færdig ved pladsens åbning medio 2017, hvor Aarhus er Europæisk Kulturhovedstad. Havnepladsen er en del af Urban Mediaspace Aarhus, som er støttet af Realdania og Realdania By & Byg A/S med omkring 750 millioner kroner.

”Havnepladsen bliver et nyt, centralt byrum i Aarhus, hvor aarhusianere og besøgende i byen kan mødes om aktivitet og samvær. Salling-fondenes flotte støtte til Endless Connection vil medvirke til at gøre Havnepladsen til et endnu mere spændende og attraktivt byrum, som er med til at binde by og havn sammen,” siger filantropidirektør i Realdania Anne Skovbro.  

 

Prisen for Jeppe Heins kunstværk er 20 millioner kroner, og pengene er doneret af Salling-fondene.

 

”På fondens vegne vil jeg udtrykke stor glæde over valget af Endless Connection. Et springvand af denne karakter på dette særlige sted i byen lever i høj grad op til formålet om at fremme initiativer, der kommer den brede befolkning til gode. Jeg er også meget begejstret over, at det er et værk af den anerkendte danske kunstner Jeppe Hegn, der er valgt,” siger Karin Salling.

Jeppe Hein er et velkendt navn på den internationale kunstscene, hvor han blandt andet har samarbejdet med Olafur Eliasson og har udstillet værker i både Europa og USA. Jeppe Hein fortæller, at han har taget udgangspunkt til Endless Connection i udvalgte stjernekonstellationer i nattehimlen over Aarhus. Ved at kombinere, omdanne og forbinde konstellationerne har han skabt en unik form, der udgør værkets grundplan. Uendelige, overlappende løkker af vand, der stiger og falder og indbyder den besøgende til en aktiv deltagelse med værket.

Jeppe Hein siger om værket: ”Vandpavillonen inviterer beskueren til at tage aktiv del i værket. En sådan interaktion fører til underholdning og glæde, overraskelse og forbavselse, hvilket gør vandpavillonen til en social skulptur.”

 

Jeppe Heins skulptur er udpeget af Aarhus Kommunes Billedkunstudvalg i samarbejde med kunstkonsulent og kurator Marie Nipper.


Pressemeddelelsen er udsendt af Aarhus kommune.

 

 

Kontakt

Rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad 

via pressechef Michael Jaap, 40 22 87 99 

 

Rådmanden for Teknik og Miljø Kristian Würtz

via pressechef Jørgen Krogh, 29 20 41 60

 

Projektchef for Urban Mediaspace Aarhus Finn Bruun Ravnsbæk, 21 20 25 79, fbr@aarhus.dk

 

Filantropidirektør i Realdania  Anne Skovbro, 70 11 66 66

{{ title }}

{{ description }}