Så er byggeriet af Urban Mediaspace Aarhus sat i gang

Pressemeddelelse

8. juni 2011

Onsdag den 8. juni 2011 tog Aarhus Kommune i samarbejde med Realdania og Realdania Byg det første officielle spadestik til det enorme byggeri, der over de kommende fire år skal forvandle havnens sydlige bastion fra industrihavn til levende byrum.

Urban Mediaspace Aarhus er med et budget på cirka 1,9 milliarder kroner det hidtil største bygge- og anlægsprojekt i Aarhus Kommune. Projektet omfatter opførelse af Multimediehuset, et automatisk parkeringsanlæg med 1000 pladser, nye havnepladser, klimasikring af midtbyen, frilægning af den sidste del af Aarhus Å samt omlægning af infrastrukturen i området.

Ambitionerne er tårnhøje, forberedelserne til byggeriet har været meget omfattende, inspirationen er hentet i hele verden, og der har gennem hele projektet været en unik borger- og brugerinddragelse.

Der er tale om et epokegørende byudviklingsprojekt, som vil forme byens nye havnefront ved udløbet af Aarhus Å. Med projektet dannes et nyt aktivt byrum ved byens kant, hvor det urbane byrum vil skabe liv og mangfoldighed. Her bliver mulighed for fysisk udfoldelse, interaktionsmuligheder og rekreativt ophold i smukke omgivelser.

Multimediehuset - det nye Hovedbibliotek og Borgerservice - bliver et ikon for Aarhus som en moderne, internationalt orienteret vidensby. Byens borgere og besøgende får et åbent og attraktivt mødested med den mest moderne adgang til viden og indflydelse. Multimediehuset får dermed en vigtig demokratisk funktion, der sikrer den enkelte borgers mulighed for et differentieret medievalg og adgang til viden, indflydelse og udvikling.

Baggrund for projektet

I 2003 besluttede Aarhus Byråd, at det eksisterende Hovedbibliotek ved Mølleparken i det centrale Aarhus skulle erstattes af et fremtidsorienteret og nyskabende Multimediehus, der samtidig skal fungere som et aktivt og unikt sted for samarbejde for de eksisterende kultur-, uddannelses-, og erhvervsmiljøer i Aarhus.

Erfaringer fra nogle af verdens førende biblioteker er et vigtigt vidensfundament for projektet. I forbindelse med udviklingen af projektet er der hentet viden fra biblioteker og kulturinstitutioner i både ind- og udland – f.eks Seattle, Charlotte, Amsterdam, Hjørring og mange andre.

Også borgernes viden og erfaringer er vægtet højt i projektet. Med udgangspunkt i Aarhusmodellen for borgerinddragelse har det gennem hele processen været afgørende at have borgerne som udgangspunkt. En lang række borger- og brugerinddragelsesprocesser har således sat sit præg på projektet – f.eks. er Multimediehusets kerneværdier udformet af borgere og brugere. Også indholdet i bygningen har været drøftet med brugerne i flere omgange.

Det samlede projekt er budgetteret til 1,9 mia. kroner. Aarhus Byråd har afsat midler til Multimediehuset, trafikomlægning, å-åbning og det nye centrale havnebyrum. Projektet vil yderligere blive finansieret gennem indtægter fra salg af det eksisterende Hovedbibliotek i Mølleparken og huslejeindtægter fra udlejning af en del af Multimediehuset.

 

Realdania og Realdania Byg er partnere i projektet, og deres bidrag på cirka 700 mio. kroner er en forudsætning for, at projektet kan realiseres. Bidraget går dels til opførelse af et innovativt parkeringsanlæg med plads til 1.000 biler og dels til udviklingen af et spændende og levende havnebyrum.

Læs mere om projektet på hjemmesiden www.urbanmediaspace.dk

Fakta:

  • Urban Mediaspace Aarhus er med et budget på cirka 1,9 milliarder kroner det hidtil største bygge- og anlægsprojekt i Aarhus Kommune.
  • Projektet omfatter opførelse af Multimediehuset, et
  • automatisk parkeringsanlæg med 1000 pladser, nye havnepladser, klimasikring af midtbyen, frilægning af den sidste del af Aarhus Å samt omlægning af infrastrukturen i området.
  • Multimediehuset bliver Aarhus’ nye hovedbibliotek og skal også indeholde en række andre funktioner blandt Borgerservice, multisal, børneteatersal og café.
  • Multimediehuset og p-anlægget er efter planen klar til brug i slutningen af 2014, mens havnepladserne og resten af projektet står færdigt ved udgangen af 2015.

 

Parter i projektet:

- Aarhus Kommune er bygherre

- Realdania og Realdania Byg er partnere

- Rambøll Danmark er bygherrerådgiver

- schmidt hammer lassen architects er totalrådgiver

- Alectia A/S er underrådgiver

- Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue er underrådgiver

- NCC A/S er entreprenør og byggepladsleder

- Per Aarsleff A/S er entreprenør

- COWI er byggeleder

{{ title }}

{{ description }}