Vandhalla hæver Hou over daglig vande

Pressemeddelelse

26. februar 2013

Egmont Højskolen i Hou indvier 28. februar Danmarks mest tilgængelige vandtrænings- og rehabiliteringscenter til 135 mio. kr. Regionrådsformand Bent Hansen klipper snoren til Vandhalla, der sætter ny standard for arkitektonisk tilgængelighed og aktive tilbud for alle.

Egmont Højskolen åbner med stolthed for sluserne til Vandhalla på torsdag. Dermed sættes ny standard for aktive tilbud til personer med handicap. Hou hæver sig bogstaveligt taget over dagligt vande med et grænseoverskridende vandtrænings- og rehabiliteringscenter.

Omdrejningspunktet i Vandhalla er kombinationen af et 25 meter svømmebassin med konkurrencefaciliteter og et cirkulært varmtvandsbassin med en unik hæve-sænkebund til vandgymnastik i varierede højder. Hovedattraktionen er en 90 meter lang vandrutsjebane. Det er Danmarks første og hidtil eneste vandrutsjebane tilgængelig for personer med forskellige bevægelseshandicap.

”I badestol tager du elevatoren op i Vandhallas spids, parkerer stolen og liftes ind i rutsjebanen. Men det gav os udfordringer at få start og landing til at fungere, så alle badende kan føle sig trygge, og vi undgår lang kø,” forklarer højskolens forstander Ole Lauth. Rutsjebanen skal bruges til at træne balanceevnen og øge kropsbevidstheden hos højskolens elever og kursister.
Vandhalla består også af en multifunktionel hal, der er indrettet så fleksibel, at den kan bruges til mange forskellige idrætsgrene og hurtigt omstilles til kulturelle aktiviteter. I kraft af fire kæmpe flytbare vægge kan hallen indrettes til arrangementer af forskellige størrelser. 

Væggene kan omkredse en hydraulisk scene på 60 m2 integreret i gulvet. Scenen er samtidig en kæmpe boks, der kan bruges til opbevaring af hundredvis af stole og borde. Til kulturelle arrangementer kan scenen indstilles fra 0 – 1,2 meter over gulvet. En fleksibel rampe til kørestolsbrugere følger med i højden.

Hallen og bassinerne er bundet sammen af et træningsrum, der er spækket til med træningsmaskiner. Her har eleverne og kursister mulighed for holdtræning, individuel motion eller at træne sammen med en hjælper. Et stort løbebånd er kombineret med en vidtrækkende loftlift.

Desuden pryder et mega-maleri på ikke mindre 20 x 4 meter Vandhallas multimedierum. Billedet fortæller samfundets socialhistoriske udvikling. Fremover indgår kunstværket af Jørn Bie i Egmont Højskolens undervisning med fokus på medier og masker.

”Nogle ville sige, at dette projekt har været undervejs i 50 år, men først for ca. ti år siden kom der rigtigt skub i planerne. For skolen skulle først have tidssvarende elevværelser og undervisningslokaler. Med det nye byggeri får skolen et kæmpeløft til styrkelse af undervisningstilbuddet – og til samvær i fritiden,” siger Egmont Højskolens formand Sonja Mikkelsen.

”Flere formænd og forstandere før os har ønsket et svømmebassin på Egmont Højskolen. Helt tilbage i 1961 var det på tegnebrættet, men blev sparet væk. Ikke mindre end fire seriøse forslag har gennem årene været tæt på realisering. Men først i 2006-08 lykkedes det at få enderne til at nå sammen – takket være flotte fondsdonationer,” siger Sonja Mikkelsen.

Projektet er realiseret i partnerskab med Realdania, der har støttet byggeriet med 60 mio. kr. og rådgivning i hele byggeprocessen. 

”Egmont Højskolen er et sted, der er fyldt af liv og mangfoldighed. Man fornemmer, at her er masser af god energi, optimisme, respekt og ligeværd. Nu er det lykkedes at skabe et enestående eksempel på, hvordan man bygger ligeværdige rammer, når det gælder bevægelse og fysisk udfoldelse. Jeg er sikker på, at de nye faciliteter på Egmont Højskolen vil blive et vartegn for Hou – og samtidig inspirere andre både i Danmark og rundt omkring i verden,” siger direktør Hans Peter Svendler, Realdania.

En række andre fonde har ligeledes velvilligt støttet projektet. Staten har støttet projektet over satspuljen, og både Region Midtjylland og Odder Kommune har bidraget til realiseringen.

Ved indvielsen på torsdag bliver det regionsrådsformand Bent Hansen fra Region Midt, der klipper snoren til Vandhalla. Han suppleres af taler fra Odder Kommune, Danske Handicaporganisationer og involverede fonde. Lørdag den 2. marts er der åbent hus for offentligheden.

Vandhalla er ikke alene for Egmont Højskolens elever og kursister, men også for gæster i Hou Søsportcentret, lokalbefolkningen og andre der har lyst til at bruge disse geniale faciliteter.

{{ title }}

{{ description }}