Klimatilpasning med merværdi – Invitation til beslutningstagerkonference

Nyhed

9. december 2014

Vi skal klimatilpasse vores byer for milliarder. Det er en stor udgift for vores samfund, men gør vi det på den rigtige måde, kan vi ikke blot håndtere regnvand, men også udvikle vores byer til at være mere rekreative, smukke og bæredygtige. Vær med til at debattere, hvilken rolle politisk lederskab har for, at vi får udnyttet potentialet, og kom samtidig med til åbningen af Dansk Arkitektur Centers nye ambitiøse udstilling ’Regnen kommer’.

Det er nu, vi skal gribe chancen
Den 16. januar 2015 samler Realdania, Lokale og Anlægsfonden samt Naturstyrelsen beslutningstagere fra alle danske kommuner og forsyningsselskaber. De tre parter står sammen bag kampagnen VANDPLUS. VANDPLUS har støttet fire projekter, der viser, at der er et stort potentiale i at tænke klimatilpasning og nye byrum sammen.

De fire projekter viser også, at et tæt samarbejde mellem kommuner og forsyningsselskaber er vejen frem, og at de fælles projekter kan give kommunerne mulighed for at få gennemført store investeringer i bymiljøet, mens forsyningsselskaberne kan spare penge. Mere for mindre og til glæde for borgerne.

Potentialet kan dog kun indfries, hvis vi formår at arbejde sammen og finde finansiering på tværs af traditionelle skel. Det kræver et politisk og administrativt lederskab, som VANDPLUS vil sætte til debat på beslutningstagerkonferencen.

På konferencen vil du møde administrerende direktør for Realdania Jesper Nygård, Direktør for Naturstyrelsen Hanne Kristensen, Konstitueret direktør for Lokale og Anlægsfonden Bo Vestergård Madsen, Director for Rambøll Liveable Cities Lab Herbert Dreiseitl, Borgmester for Solrød Kommune Niels Hörup, Administrerende direktør for Energi Viborg Vand Christian Hagelskjær, Borgmester for Gladsaxe Kommune Karin Søjberg Holst, og Administrerende direktør for Frederiksberg Forsyning Vagn Bech.

Konferencen er forbeholdt borgmestre, udvalgsformænd, kommunaldirektører, direktører for teknik og kultur, planchefer samt direktører og chefer i forsyningsselskaber.

I forbindelse med konferencen inviteres deltagerne til åbningen af Dansk Arkitektur Centers nye udstilling 'Regnen kommer - Hvordan klimatilpasning kan give bedre byer'.


Læs program og invitation til konferencen

Tilmelding: www.dac.dk/vandplus 

Læs mere om de fire projekter, som har fået støtte fra VANDPLUS: www.vandplus.dk 

{{ title }}

{{ description }}