x

Åbent hus i Varmings eget hus den 8. maj kl. 12-17

Pressemeddelelse 28. april 2015

Usædvanlig ingeniørkunst og smuk arkitektur. Ingeniøren Jørgen Varmings eget hus fra 1952 blev til i et tæt samarbejde mellem Varming og arkitekterne Eva og Nils Koppel. Resultatet blev et hovedværk i nordisk villabyggeri. Realdania Byg har nu restaureret det banebrydende hus og fejrer det med åbent hus fredag den 8. maj kl. 12-17, Skovvej 35A, 2820 Gentofte

For enden af en beskeden indkørsel på Skovvej i Gentofte ligger Varmings villa. Ved ankomsten gør huset ikke meget væsen af sig. Men indenfor åbner huset sig. Som en geometrisk skulptur i gule sten, teak og glas skuer Varmings usædvanlige villa ud over Hundesømosen i Gentofte. Opholdsstuen med dobbelthøjde, et "svævende" indskudt plateau og væg til væg hejsevindue er blevet kaldt en af de mest vellykkede modernistiske rumdannelser i dansk arkitektur.

Men huset er mere end de elegante linjer og raffinerede materialer udvalgt af arkitekterne Eva og Nils Koppel. Ingeniørens tekniske bidrag med det enorme hejsevindue, et innovativt varmesystem, der gør radiatorer overflødige, og andre nyskabende tiltag, var forudsætninger for Koppels arkitektur. Varmings hus er derfor både arkitekternes og ingeniørens hus.

"Samarbejdet mellem den fremsynede ingeniør og det unge, ambitiøse arkitektpar var enestående. Og det blev resultatet også. Begge dele er væsentlige bidrag til dansk arkitekturhistorie i efterkrigstiden, som vi også kan lære en masse af i dag. Derfor er det vigtigt at bevare et hus som dette. Og nu glæder vi os til at vise det frem for offentligheden", siger adm. direktør i Realdania Byg, Peter Cederfeld.

En anti-bureaukratisk genistreg

Huset blev opført via de såkaldte statslån, som betød, at huset ikke måtte være større end 130 m2. Denne begrænsning blev mødt ved at konstruere en 13 m2 stor indskudt etage i dagligstuen - 'hylden', som familien Varming kaldte den. Kommunens embedsmænd regnede nemlig ikke dette are-al med ved statslånserklæringen - en arkitektonisk og anti-bureaukratisk genistreg fra Eva og Nils Koppels hånd.

Den fremsynede ingeniørs aftryk

Varming satte sine tydelige aftryk overalt: Husets varmesystem, hvor varm luft via kanaler under gulvet bliver blæst op gennem riste under vinduerne, emhætten som formodentligt var landets første, en skakt til vasketøj fra køkkenet til kælderen, specialdesignede skydedøre og foldevægge samt et køkkenalrum, der blev udtænkt og skabt, længe før begrebet "køkkenalrum" overhovedet var opfundet.