Vendsyssel Teater slår dørene op

Pressemeddelelse

12. januar 2017

For første gang i 100 år åbner et helt nybygget teater i provinsen, når Vendsyssel Teater i Hjørring i weekenden slår dørene op. Den enestående kulturbygning skal bidrage til byens og områdets udvikling og være et kulturelt fyrtårn i en egn med stolte teatertraditioner.

Vendsyssel er et område med en lang og stolt tradition for kunst, kultur og teater, og hvor Hjørring har været en central by. Derfor er der også lagt op til en gigantisk folkefest, når det nye Vendsyssel Teater i Hjørring slår dørene op i weekenden den 14. og 15. januar 2017.

Det nye teater skal bidrage til kulturlivet i regionen som et kulturelt fyrtårn for hele det regionale kulturliv i Nordjylland. Samtidig er Hjørrings nye teaterbygning med til at skabe fornyet aktivitet og sammenhæng i byen. Teatret skal bidrage til at gøre byen og kommunen mere attraktiv for derigennem at tiltrække kompetente medarbejdere og i sidste ende skabe bosætning. 

”Teateret skal være med til at gøre Hjørring attraktiv – både som by og som kommune. Det bliver et kreativt kraftcenter for hele Vendsyssel. Og samtidig kan det skabe identitet og fællesskab – et sted hvor vi kan være sammen om oplevelser. Noget at være stolt af,” siger borgmester Arne Boelt (S).

Vendsyssel Teater er ikke blot det første nye provinsteater i 100 år. Det er også et særligt teater i måden, det er konstrueret på. ”In-the-round”-opbygningen af scenerummet giver mulighed for intime og særlige teateroplevelser helt tæt på. Når det kombineres med den allernyeste sceneteknologi, der giver stor fleksibilitet og frihed, kan der skabes helt særlige og anderledes rammer om scenekunsten.

”Skuespillere, instruktører og sceneteknikerne vil få nye og helt enestående muligheder, som kan tiltrække professionelle teaterfolk. Vi glæder os meget til at tage det i brug,” siger kunstnerisk chef Peter Schrøder. Han henviser til teaterets første egenproducerede forestilling, som bliver Niels Klims underjordiske rejse med premiere den 17. marts. 

Det nye Vendsyssel Teater er skabt af Schmidt Hammer Lassen Architects. John Foldbjerg Lassen, senior partner, Schmidt Hammer Lassen Architects siger: 

”Vi har tegnet et projekt, hvor der er lagt ligelig vægt på det arkitektoniske, det funktionelle og det oplevelsesmæssige. Det er en markant bygning, som forholder sig pragmatisk til sin funktion, og som inviterer til både aktiv brug og stille ophold. Bygningen står ved sin kulturelle betydning og tør være anderledes uden at tage fokus fra byens eksisterende kvaliteter.”

Byggeriet har kostet 180 mio. kr. Hjørring Kommune har bidraget med 60 mio. kr., Realdania med 70 mio. kr., mens Det Obelske Familiefond og den lokale ENV-Fonden hver har støttet med 25 mio. kr. Filantropidirektør Anne Skovbro fra Realdania siger:

”Teater- og kulturliv er et af de helt store lokale potentialer i Hjørring og i regionen, og det har vi ønsket at understøtte. Med det nye teater får både publikum, kunstnerne og byen det teater, som området fortjener. Samtidig bidrager teateret til udviklingen og den bymæssige sammenhæng i byens centrum, og er med til at skabe liv og aktivitet – ikke bare inde i huset men også i området omkring.” 

Fejringen af åbningen af Vendsyssel Teater sker over to dage lørdag den 14 og søndag den 15. januar og omfatter bl.a.

60 programlagte optrædener fra kl. 10 til kl. 21
Rundvisninger for 900 borgere
150 musikskoleelever
450 korsangere synger værket ”Verden åbner sig” som er skrevet til lejligheden.
 
  • Første spadestik blev taget den 27. marts 2015.

    Bygningen består af fire sale. Musiksal, Black box, Prøvesal og Store sal, derudover kontorafsnit og meget rummelige foyerarealer med cafe, samt bagsceneareal med værksted og garderober. Et samlet areal på 4.200 m2. 

    Derudover er der teknikrum og indskudte tekniketager og overdækkede arealer på samlet 1.200 m2.

    Store sal er udført efter ”in the round”-princippet og kan derudover indrettes som prosceniumsteater eller i en hippodrome-opstilling 

    Bygningen er opført i beton og facaderne beklædt med corténstål afbrudt af store glasflader. Den er piloteret med pæle fra 10 til 24 m. Der er i alt medgået 430 pæle med en samlet længde på 7,2 km.

    Arkitekterne bag er Schmidt Hammer Lassen, som blandt andet også står bag Dokk1 i Aarhus, Den Sorte Diamant i København og en lang række kulturhuse og biblioteker i udlandet. Schmidt Hammer Lassen har samarbejdet med den lokale tegnestue Arkitektfirmaet Finn Østergaard A/S

    Bygningen blev først på året kåret af det engelske arkitekturmangasin ”Dezeen” til at være blandt de 12 byggerier over hele verden, der var værd at glæde sig til.  http://www.dezeen.com/2016/01/03/top-12-buildings-to-look-forward-to-completing-in-2016-roundup/

    Den første egenproduktion på det nye teaters runde scene bliver Niels Klims Forunderlige Rejse, som har premiere d. 17. marts 2017.

     

  • Byggeriet af det nye Vendsyssel Teater i Hjørring har kostet 180 mio. kr. 

    Hjørring Kommune bidrager med 60 mio. kr., foreningen Realdania med 70 mio. kr., mens Det Obelske Familiefond og den lokale ENV-Fonden hver støtter med 25 mio. kr.

     

Kontakt

Borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt (S)
T: 41 22 30 65

Kunstnerisk chef på Vendsyssel Teater, Peter Schrøder
T: 22 48 22 44

Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania, via pressechef Pia Møller Munksgaard
T: 29 69 52 49

Pia Dandanell Parrot, presseansvarlig hos Schmidt Hammer Lassen Architects
T: 33 45 05 31

{{ title }}

{{ description }}