Færdigrenoveringen af Kultur- og Aktivitetscenter Vestermølle sikret

Pressemeddelelse

13. oktober 2009

Foreningen Vestermølle har netop fået 3 mio. kr. af Realdania til færdiggørelse af de omfattende arbejder på Vestermølle ved Skanderborg Sø. Støtten sikrer renoveringen af Nordlængen og Sydlængen på den gamle gård ved søen. Arkitektfirmaet J. Frost Larsen, Skanderborg, har iværksat projekteringen, og selve arbejdet bliver gennemført i løbet af 2010.

Tidligere har Realdania givet 760.000 kr. til udarbejdelse af et dispositionsforslag samt 1,2 mio. kr. til istandsættelse af Laden, Møllehuset og Mølledammen på Vestermølle. Disse arbejder ventes afsluttet inden nytår.

Kulturværdier

Projektleder Christian Andersen, Realdania, siger om støtten til Vestermølle: ”Når alle renoveringsarbejderne er gennemført, vil Vestermølle i det ydre fremstå som et smukt eksempel på en større dansk gård anno cirka 1910 – samtidig med, at der er sikret en tidssvarende anvendelse af vores fælles bygningsarv, der understøtter både en social og sundhedsmæssig dimension i forhold til en stor kreds af brugere. Indad mod den store gårdsplads og i selve bygningerne har der med respekt for arkitekturen været mulighed for at gennemføre nyindretninger tilpasset brugernes ønsker, f.eks. i form af lysindfald og en ændret rumindretning. Foreningerne omkring Vestermølle tæller en række ildsjæle, som lægger et stort stykke arbejde i både renoveringen og formidlingen af stedets kulturværdier til offentligheden.”                    

Tak og tillykke!

Skanderborgs borgmester Jens Grønlund glæder sig over meddelelsen om, at Realdania igen bidrager med et stort beløb til Vestermølle-renoveringen og udtrykker samtidig en tak og et tillykke til Foreningen Vestermølle: ”Uden en fantastisk indsats fra jeres side var det ikke lykkedes”.

Riddersalen renoveres nu

Uden for den gamle gård, i Vestermølles have, ligger Riddersalen, en stærkt medtaget, men fredet restaurationspavillon opført i træ. En donation fra Arbejdsmarkedets Feriefond har sikret dette hus’ renovering. Dette arbejde iværksættes i næste uge og vil være tilendebragt i maj 2010. Der er forslag om, at Skanderborg Kommunes borgerlige vielser herefter i sommerhalvåret skal henlægges til Riddersalen.

 

Samlet pris 33,5 mio. kr.

Alt i alt kommer Kultur- og Aktivitetscenter Vestermølle til at koste cirka 33,5 mio. kr. De igangværende arbejder, inklusive renovering af Riddersalen, koster 17,5 mio. kr.. Heraf er 3 mio. kr. afsat til indretning af Møllehuset og etablering af en række historiske og kulturelle udstillinger, som etableres i samarbejde med Syddansk Universitet og Københavns Universitet.

Renoveringen af Nordlængen og Sydlængen samt broanlægsarbejder ved søbredden og haveanlæg, P-faciliteter m.v. er anslået til cirka 10 mio. kr. Endelig vurderes det, at isolering af og indvendige arbejder i Laden – en klassicistisk, smuk bygning på 300 kvm. fra 1841 – vil koste godt 5 mio. kr. Heri er indeholdt bygning af en opbevaringshal, så Laden kan frigøres fra sin nuværende funktion som vinteroplagsplads for en række af foreningerne på Vestermølle. Denne sidste del af projektet ventes gennemført i 2011.

Har 28 af de 33,5 mio. kr.

Knap 28 mio. kr. af de 33,5 mio. er sikrede, dels af Vestermølle Møllelaug, dels af Foreningen Vestermølle. Hidtil har i alt 18 fonde, foreninger og virksomheder samt Skanderborg Kommune bidraget med bevillinger. Udover Realdania er Nordea-Fonden med to bevillinger på tilsammen 4,8 mio. kr. og Arbejdsmarkedets Feriefond, ligeledes med to bevillinger på i alt 3.850.000 kr., eksterne hovedsponsorer.

FAKTA I:

Fortegnelse over sponsorer til Kultur- og Aktivitetscenter Vestermølle, 12. oktober 2009:  

  • Realdania
  • Nordea-Fonden
  • Arbejdsmarkedets Feriefond
  • A.P. Møller og Hustru Chastines Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal
  • Foreningen Vestermølle
  • Foreningen Plan-Danmark
  • Fællesfonden
  • Vestermølle Møllelaug
  • Nykredits Fond
  • Midtjysk Forsikring
  • Skanderborg Industri- og Haandværkerforening
  • Lions Skanderborg Slot
  • Andelsforeningernes Humanitære og Kulturelle Fond
  • Landbrugets Kulturfond
  • Randers Tegl
  • Bygningsbevaringsfonden af 1975
  • Skanderborg Initiativpris 2008
  • Skanderborg Kommune

FAKTA II:

Brugerforeninger på Vestermølle, 12. oktober 2009:  

  • Aktiv Fritid Skanderborg
  • Det Danske Spejderkorps, Skanderborg Gruppe
  • LOFs Stenhuggerskoler
  • Skanderborg Junior Sejlklub
  • Skanderborg Lystfiskerforening
  • Skanderborg Jagtforening
  • Vestermølle Møllelaug
  • Vestermølle Team

{{ title }}

{{ description }}