Nyt liv på Vestermølle - ni foreninger inviterer indenfor

Pressemeddelelse

1. april 2011

Med ihærdig indsats fra lokale ildsjæle er Vestermølles forvandling fra møllergård til kultur- og aktivitetscenter nu fuldendt. Fredag 15. april markerer bestyrelsen for Foreningen Vestermølle, at samtlige foreningslokaler i Møllehuset, Sydlængen og Nordlængen er færdige og taget i brug.

Ni forventningsfulde foreninger samt Skanderborg Kompetencecenter står klar til at vise deres værksteder og foreningslokaler frem, når der 15. april er snoreklip og officiel åbning af Kultur- og Aktivitetscenter Vestermølle.

En omfattende renovering og ombygning af den gamle møllergård Vestermølle, som ligger ved Skanderborg Sø, har givet foreningslivet i Skanderborg optimale rammer. Samtidig har et bevaringsværdigt gårdanlæg, der ikke længere bliver brugt til sit oprindelige formål, fået nyt liv.

Initiativet til at renovere den gamle møllegård og indrette Kultur- og Aktivitetscenter Vestermølle er taget af en gruppe ildsjæle fra Skanderborgs foreningsliv. Sammen er det er lykkedes Vestermølle Møllelaug og Foreningen Vestermølle at skaffe de knap 29 mio kr., der til dato er lagt i renoveringen af Vestermølle.

Realdania har som hovedsponsor bidraget til Vestermølle-projektet med 4.950.000 kr.

Skanderborg Kommune ejer Vestermølle, men har gennem 25-årige uopsigelige lejekontrakter til nul kroner overdraget de forskellige bygningsafsnit til de ni foreninger med tilsammen knap 1.400 medlemmer, der holder til i Skanderborgs ny Kultur- og Aktivitetscenter.

Program for indvielsen af Kultur- og Aktivitetscenter Vestermølle fredag den 15. april:

  • Kl. 14.30: Taler borgmester Jørgen Gaarde, Skanderborg Kommune, og projektleder i Realdania Christian Andersen efterfulgt af fælles snoreklip. 
  • Klokken 15 til 18: Åbent hus i Skanderborg Kompetencecenter samt Vestermølles ni foreninger for borgere i Skanderborg Kommune og andre interesserede.

{{ title }}

{{ description }}