Fem tværfaglige teams skal komme med forslag til Viborg Baneby

Pressemeddelelse

2. september 2011

Viborg Kommune og Realdania har netop udvalgt de fem teams, der skal konkurrere om at udarbejde den bedste udviklingsplan for byområdet syd for Viborg Station og skabe nye stærke forbindelser herfra til Viborg midtby.

Valget af teams er sket på grundlag af et EU udbud og en efterfølgende indstilling fra Rambøll Danmark, der som bygherrerådgiver har vurderet de indkomne ansøgninger.

De fem teams er:

  • Tegnestuen Vandkunsten, RUM a/s, TYRÉNS AB, Professor Claus Bech-Danielsen, SUSTURB, Lise Gamst, Sadolin & Albæk a/s 
  • SLETH A/S, Møller & Grønborg A/S, ISC Rådgivende ingeniører, Peter Brett Associates, GEO, Deloitte, Friis & Moltke, Pluss Leadership 
  • Bascon, Metopos, BIG, Via Trafik 
  • Cobe, PK3 I/S, Wissenberg, Asplan Viak, Emcon 
  • ADEPT, Thing & Weinø, Esbensen/Sloth Møller, Sloth Møller, BBN Consult, Plan & Proces

I alt 17 teams har deltaget i prækvalifikationen.

De fem udvalgte teams går nu videre til selve byplankonkurrencen, som bliver udskrevet i december 2011.

- Viborg Baneby giver en helt unik mulighed for at lade byen ”vokse” indefra. Derfor glæder jeg mig til at se nogle spændende bud fra konkurrencedeltagerne på, hvordan udviklingen kan gribes an, så det bliver en bydel, der rækker ind i fremtiden og vil bidrage til vækst i kommunen, siger borgmester Søren Pape Poulsen. 

Byplankonkurrencen om udviklingen af Viborg Baneby udskrives i et samarbejde med Viborg Kommune og Realdania.

- Med denne byplankonkurrence sætter vi fokus på nogle generelle udfordringer omkring løsning af de barriereproblemer, som stationsområder ofte giver. Den kommende udvikling og fortætning af stationsområdet og de bynære erhvervsområder vil derfor ikke alene give spændende input til udviklingen af Viborg, men også kunne fungere som demonstrationsprojekt for andre byer, der står overfor en lignende byudvikling, siger projektleder Karen Skou fra Realdania.

Som led i forberedelserne til konkurrencen blev der den 20. august 2011 holdt et borgertopmøde, ligesom der også har været offentlig debat om Viborg Baneby.

- Den store interesse for projektet, der allerede nu har vist sig blandt borgere, erhvervsledere og repræsentanter for interesseorganisationer, tegner godt. Deres deltagelse giver sammen med byplankonkurrencen det bedste grundlag for Byrådets videre planlægning for området, siger borgmester Søren Pape Poulsen.

Læs mere om projektet på viborg.dk/baneby

Fakta
Byplankonkurrencen skal blandt andet give svar på:
• Hvordan kan en omdannelse af området bedst bidrage til midtbyens udvikling som et dynamisk bycenter for hele kommunen?
• Hvordan kan en ny udformning af stationsområdet forbedre sammenhængen mellem midtbyen og sydbyens erhvervsområde på tværs af banen?
• Hvordan kan området udvikles, som knudepunkt for den lokale og regionale, kollektive trafik og indrettes, så valg af miljøvenlig transport fremmes?

Ovenstående pressemeddelelse er udsendt af Viborg Kommune
 

{{ title }}

{{ description }}