Arkitekterne Malene Ravn og Li Vilstrup har modtaget kr. 550.000 i støtte til udgivelse af DVD’en ”VISIONER VED VAND”, der handler om, hvordan nye funktioner i havnenes bevaringsværdige bygninger indgår i samspil med nyt byggeri.

I takt med at de danske havneområders oprindelige funktioner ophører, skal danske beslutningstagere og investorer finde nye og utraditionelle anvendelsesmuligheder for havnene og deres bevaringsværdige bygninger. "VISIONER VED VAND" skal tjene som debatoplæg og inspiration til, hvordan man styrker havnenes særlige karakter og dermed tiltrækker nyt liv og nye investorer.

DVD’en vil via filmsekvenser vise konkrete eksempler på, hvordan man har tacklet tilsvarende opgaver rundt omkring i verden. Den vil have særlig fokus på genanvendelsen af gamle bygningskomplekser og dermed på, hvordan vi kan sikre en fremtidsrettet bevarelse af vores historiske arv.

"VISIONER VED VAND" er relevant for såvel store som små kommuner i Danmark, og den giver bl.a. eksempler på løsningsmodeller fra både små og store europæiske byer og viser et meget anderledes og utraditionelt projekt fra den canadiske by Vancouver. Her har man med små midler formået at give nyt liv til et øde og forladt havneområde og dermed skabt en stor attraktion for byen.

DVD’en vil blive præsenteret på en konference i foråret 2005 arrangeret i samarbejde med Dansk Byplanlaboratorium, og distribution vil foregå via Vesterbro Byfornyelsescenter, Center for Undervisningsmidler, Kunstakademiets Arkitektskoles Bibliotek, Bibliotekscentralen samt indgå i Byplanlaboratoriets arkiv.

Projektfakta

  • Påbegyndt
  • 2003
  • Afsluttet/forventet afsluttet
  • 2005
  • Støttebeløb
  • 550.000 kr.
  • Nyheder

{{ title }}

{{ description }}