x

Fra kornlager til stressrefugium 

Den smukke, højloftede bygning på Vognserup blev anvendt som kornlager indtil 2003. Siden stod den tom og urørt. Det fik ejeren til at deItage i Fremtidens Herregårds idékonkurrence i 2008 med et konceptudviklingskoncept, som handlede om indretning af et stressrefugium på gården. Visionen var at indrette herregårdens 950 kvadratmeter store, norske bindingsværkslade til et helle for mennesker med behov for fred og ro.

Den fysiske transformation

Som en del af projektet gennemgik laden en større renovering. Den indebar sikring af tag og fag, der blev isoleret og etableret el, varme og nye toiletter og køkken i en kube, som er opført indenfor i bygningen. Derudover er bygningens oprindelige stråtag blevet skiftet ud med et nyt tag af stålplader. Og sidst er der lagt store vinduesbånd ind i den store tagflade for at få mere lys ind i det store rum. 

Et multifunktionelt rum

Idéen om et stressrefugium blev dog sværere at realisere end forventet, og det var en udfordring at få forretningsmodellen til at hænge sammen. Derfor opstod idéen om et multifunktionelt rum. Rummet bruges til bryllupsfester og konferencer, og skal man på tur med skolen, kan rummet deles op og feltsenge blive stillet op, så skoleklasser kan overnatte. Én gang om året holder Vognserup Åbent Hus, som er gratis, og alle er velkommen. 

Fremtidens Herregård - kampagnen

Siden 2008 har vores kampagne Fremtidens Herregård arbejdet for fremsynede initiativer og idéer, der puster nyt liv i herregårdenes historiske bygninger og bidrager til at sikre og udvikle de unikke kulturværdier. 

Med kampagnen har vi  afholdt tre idékonkurrencer, hvor alle herregårdsejere var inviteret til at byde ind. I alt har 36 projekter fået støtte til at gøre den gode idé bedre, og 24 herregårde har fået støtte til at føre den ud i livet.

Fremtidens Herregård