Bedre forhold for besøgende ved Tipperne
Den storslåede natur ved Tipperne får snart forbedrede besøgsforhold. Projektet er ét af 10 projekter, som Realdania gennemfører sammen med Naturstyrelsen, og som skal skabe bedre adgang til særlige steder i det danske landskab.
I bunden af Ringkøbing Fjord ligger to store strandenge, Værneengene og Tipperne, som byder på et rigt plante- og dyreliv. Her kan besøgende fra 1. marts – 31. oktober se i tusindvis af vade- og trækfugle. I området finder man blandt andet også den gamle forpagterbolig Tipperhuset, et ældre observationstårn og 2 km natursti. Men faciliteterne og formidlingen af områdets storslåede natur trænger til et løft.
Naturen er ét af yderområdernes stærkeste potentialer. Realdania har sammen med Naturstyrelsen udvalgt 10 særlige steder i det danske landskab, hvor mødet mellem menneske og natur styrkes gennem arkitektur af mindste skala og højeste kvalitet. Tipperne er ét af de ti steder.
Projektet ved Tipperne skal skabe smukke, nye rammer for oplevelsen af stedet. Konkret består projektet af et nyt observationstårn, som opføres i en spinkel, stilladslignende konstruktion, der nærmest glider i ét med himlen. Ved Tippesande etableres et lille pyramideformet skjul, der inviterer til at observere fugletrækkene helt tæt på. Derudover renoveres og omdannes Tipperhuset, så man her kan nyde medbragt mad og en mindre udstilling om området i historiske rammer.
Johansen Skovsted Arkitekter med Bertelsen & Scheving som totalrådgiver har udviklet projektet sammen med Realdania og Naturstyrelsen.
Christian Andersen, programchef i Realdania siger: ”Tipperne er et helt særligt naturområde i Vestjylland og Danmark. Projektet er et godt eksempel på, hvordan man med et minimum af indgreb kan formidle natur og kultur og skabe et besøgssted af høj kvalitet, som også kan bidrage til at styrke turisme og lokal udvikling i Vestjylland.”
Projektet i Tipperne forventes at blive realiseret i løbet af 2015.
Om projektet
Projektet ved Tipperne har et samlet budget på 3 mio. kr., som finansieres af Realdania.
Om kampagnen Stedet Tæller
Projektet på Tipperne indgår i Realdanias kampagne Stedet Tæller. Frem til 2016 støtter kampagnen konkrete, fysiske projekter i Danmarks yderområder. Projekterne skal være med til at bruge og udvikle de stedsspecifikke potentialer, der kan bidrage til at styrke livskvaliteten i Danmarks yderområder.
Som en del af kampagnen har Realdania og Naturstyrelsen under Miljøministeriet udvalgt 10 særlige steder i yderområdernes landskaber. De 10 projekter skal skabe bedre ankomst- og formidlingsfaciliteter på stederne og dermed bedre oplevelser af selve stedet og naturen omkring.
Ud over Tipperne er udvalgt:
1. Råbjerg Mose
2. Knudeklinten på Fur
3. Hanstedreservatet
4. Stevns Fyr
5. Nationalpark Vadehavet
6. Filsø
7. Rubjerg Knude
8. Kalø Slotsruin
9. Hammersholm Helleristningsfelt
Stedet Tæller
Kampagnen Stedet Tæller har kastet lys over yderområdernes særlige potentialer. Formålet har været at vise nye veje til en positiv udvikling af områderne uden f...
Se projekt
Tipperne Fuglereservat
I den sydlige ende af Ringkøbing Fjord ligger Tipperhalvøen. Tipperne er et ungt landskab - blot nogle få hundrede år gammelt – og så fladt, at øjet uhindret ka...
Se projekt