x

Seks teams konkurrerer om udformning af en ny bygning til Arkitektskolen Aarhus

Pressemeddelelse 1. august 2016

Bygningsstyrelsen har i samarbejde med Arkitektskolen Aarhus udskrevet den internationale projektkonkurrence om en ny arkitektskole i Aarhus. Seks arkitektfirmaer fra henholdsvis Japan, Frankrig, Sverige og Danmark dyster om opgaven.

En ny bygning til Arkitektskolen Aarhus skal opføres på Godsbanearealerne, der bliver Aarhus' nye kreative centrum og hjemsted for en række kulturelle institutioner. I dag skød Bygningsstyrelsen projektkonkurrencen i gang. Seks teams har nu tre måneder til at udarbejde et forslag til den kommende arkitektskole.

De seks teams er:

  • AA-LAB (Vargo, Nielsen og Palle, Danmark) i samarbejde med Rolvung & Brøndsted Arkitekter, ADEPT, Tri-consult og Steensen Varming.
  • ALL (Atelier Lorentzen Langkilde, Danmark) i samarbejde med Buro Happold.
  • BIG (Danmark) i samarbejde med Transform, Rambøll og SLA.
  • EGA (Erik Giudice Architects, Sverige/Frankrig) i samarbejde med Niras og Kragh & Berglund.
  • Lacaton & Vassal (Frankrig) i samarbejde med Powerhouse Company og Kristine Jensens Tegnestue.
  • SANAA (Japan) i samarbejde med B+G Ingenieure og Sasaki & Partners.

BIG, Lacaton & Vassal samt SANAA er tidligere prækvalificeret til konkurrencen på baggrund af deres erfaring med store byggerier, mens Erik Giudice Architects, AA-LAB og ALL er valgt på baggrund af deres talent og evne til at generere gode idéer, hvilket de demonstrerede i den åbne idékonkurrence, der blev gennemført tidligere på året. Hele 235 teams fra 47 lande indsendte forslag til idéer og koncepter for den nye skole.

Rektor for Arkitektskolen Aarhus Torben Nielsen siger: ”Den indledende idékonkurrence havde til formål at give bud på et overordnet koncept og på skolens placering på Godsbanearealerne. Den har bidraget til at kvalificere vores ønsker og krav til den kommende skole. Idékonkurrencens resultater er altså ikke et udtryk for, hvordan vi ønsker, at den kommende skole skal se ud, men den har været et vigtigt redskab for at kunne stille de rigtige krav. I projektkonkurrencen går vi et spadestik dybere, og her vil vi lægge vægt på kvaliteten af det samlede projekt og på, at f.eks. arkitektur, funktionalitet, teknik, bygbarhed og økonomi går op i en højere enhed. Selv om rammerne og økonomien er beskedne, håber vi, at netop det er faktorer, der kan bidrage til, at vi får en rå og robust skole, hvor koncept og idé er skåret ind til benet.”

Projektkonkurrencen løber frem til november, og vinderen forventes at være fundet i marts 2017. Den nye arkitektskole ventes klar til indvielse i sommeren 2020.

Bygningsstyrelsen er bygherre, og Arkitektskolen Aarhus er lejer og slutbruger af det kommende byggeri. Projektkonkurrencen er delvist finansieret af Realdania.
Dommerkomiteen består af formand for komiteen og vicedirektør i Bygningsstyrelsen Signe P. Kæregaard, konstitueret kontorchef i Bygningsstyrelsen Anja Tschufarin Buhl, bestyrelsesformand for Arkitektskolen Aarhus Ingelise Bogason, rektor for Arkitektskolen Aarhus Torben Nielsen, Projektchef i Realdania Lars Autrup og som fagdommere arkitekterne Jens Thomas Arnfred og Reiulf Ramstad (Norge) samt ingeniør Frank Jensen.