Vi starter debatmødet med at sætte spot på boligens betydning for lejerne her og nu. Med baggrund i en ny undersøgelse om danskerne i det byggede miljø får vi indblik i lejernes ønsker og bekymringer i forhold til deres bolig. Hernæst vil fremtidsforsker Anne-Marie Dahl guide os igennem de overordnede megatrends, der har betydning for danskernes boligvalg i fremtiden.
En af tendenserne er den voksende gruppe af singler – ikke mindst i den yngre og ældre befolkning. Er der et marked i at bygge til dem – og hvordan? Vi hører ejendomsudvikler og igangsætter Rune Kilden, der bl.a. står bag Pakhusene, Lighthouse og AArhus på Aarhus Ø.
Endelig vil Vibeke Willems og Signe Dahlgren fra Arkitema Architects vise eksempler på, hvordan vi indretter fremtidens bolig, så den opfylder moderne behov præget af blandt andet delebørn, singleliv og ny teknologi.
Er din udlejningsvirksomhed parat til fremtidens lejer? Vi debatterer udfordringer og muligheder på mødet, så du og din virksomhed er klædt på med ny viden om fremtidens lejeboliger.
Mødet afholdes på toppen af kunstmuseet ARoS lige under Olafur Eliassons ikoniske ”Your rainbow panorama”. Efter debatmødet er der mulighed for at deltage i en rundvisning, hvor vi kommer bag om kulisserne på det moderne kunstmuseum.
Vi glæder os til at se dig.
Med venlig hilsen
Ulla Diderichsen
Formand for Privat Boligforum
Program
Mødested: ARoS Aarhus Kunstmuseum, Aros Allé 2, 8000 Aarhus
Ordstyrer: Jacob Rosenkrands, Journalist og vært på Deadline
Kl. 10.20: Her og nu: Boligens betydning for lejerne
Hvad går lejerne op i, når de vælger bolig? Med udgangspunkt i undersøgelsen "Danskerne i det byggede miljø" fortæller formidlingschef Kristine Virén fra Bolius om boligens betydning for lejernes hverdag og livskvalitet.
Kl. 10.40: Fremtidens udlejningsmarked
Vil flere af os komme til at leje fremfor at eje vores bolig i fremtiden? Hvad skubber på denne tendens, og hvem er det, der vælger ejerboligen fra? Fremtidsforsker fra Futuria Anne-Marie Dahl ser på forbrugeradfærd og giver et bud på, hvordan danskernes boligbehov vil udvikle sig.
Kl. 11.15: Hvor er markedet på vej hen?
Byggeriet af lejeboliger i de større byer er i fuld gang. Hvordan ser markedet ud i dag, og hvilke tendenser er vigtige at holde øje med for udlejeren. Director Anders Holm fra Colliers International A/S i Aarhus.
Kl. 11.35: Udfordringer for lejeboliger i dag
Opsamling og debat ved ordstyrer Jacob Rosenkrands.
Kl. 11.50: Pause
Kl. 12.10: Nye boligtyper til lejerne
Developer Rune Kilden fra Kilden og Mortensen Aps fortæller om, hvordan han som investor og udvikler ser på nye boligformer og behov for fællesskaber som en del af forretningsstrategien. Hvordan bygger vi til den nye efterspørgsel?
Kl. 12.35: Fremtidens bolig – hvordan indretter vi os?
Tendensen med nye familiemønstre og et voksende antal singler stiller nye krav til indretningen af vores boliger. Associat og kreativ leder i Arkitema Architects Vibeke Willems og arkitekt Signe Dahlgren viser danske og udenlandske eksempler på, hvordan vi kan indrette boligen mere funktionelt via smart design og ny teknologi.
Er din virksomhed klar til fremtidens boliger?
Spørgsmål til deltagerne og debat ved ordstyrer Jacob Rosenkrands.
Kl. 13.05: Tak for i dag
Formand for Privat Boligforum Ulla Diderichsen afrunder dagen.
Kl. 13.10: Frokost
Kl. 13.50: Rundvisning – Kom bag om ARoS
Få et indblik i bygningen og forretningen ARoS. Kom med ind, hvor der normalt ikke er adgang for offentligheden, og oplev, hvordan man får et moderne kunstmuseum til at fungere.