Der er mange gode grunde til at skabe rum for fællesskaber omkring boligen. Helt overordnet har et godt naboskab væsentlig betydning for vores livskvalitet. Succesfulde fællesskaber medvirker således til at tiltrække beboere og til, at de bliver boende i længere tid. Således påvirkes boligselskabernes bundlinje også positivt.
Velfungerende fællesskaber omkring boligen bidrager endvidere til en mere bæredygtig levevis. Ved at dele rum og faciliteter sikres en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne, ligesom beboerne kan inspirere hinanden til en miljøvenlig hverdagspraksis.
Vi sætter ved dette debatmøde fokus på, hvordan du kan indtænke fællesskaberne i etageboligen – både i eksisterende og fremtidigt byggeri, og du bliver præsenteret for inspirerende cases både fra Danmark og udlandet.
Selv når de fysiske rammer for fællesskaber er i top, opstår de konstruktive naboskaber ikke altid af sig selv. Vi skal derfor se eksempler på, hvordan du med de rigtige værktøjer og initiativer kan få fællesskaberne til at lykkes – også når de har svært ved at komme i gang eller udfordres af modstridende interesser.
Rammerne om dagens debatmøde er Valbys nye bydel under opbygning, Grønttorvet med 3.000 blandede boliger, der er udviklet med den vision, at fællesskaber skal vokse på kryds og tværs. Mødet finder sted i det helt nyopførte Spisehus, som kommer til at fungere som hjertet i Grønttorvets fællesskaber. Vi bliver faktisk Spisehusets allerførste gæster!
Programmet inkluderer en rundvisning på Grønttorvet, hvor udviklerne bag bydelen vil dele ud af deres visioner for og erfaringer med fællesskaberne.
Du er velkommen til at invitere en gæst fra dit faglige netværk med. Din gæst tilmelder du ved at sende en mail til realdaniadebat@realdania.dk med deres navn, titel og e-mail.
Vi glæder os til at se jer!
Med venlig hilsen,
Formand for Privat Boligforum
Ulla Diderichsen
> Find vej til Spisehuset på Grønttorvet (PDF)
Program
Ordstyrer: Ane Cortzen, TV-vært og arkitekt
9:00 Morgenmad
10:00 Velkomst
Ved formand for Realdania Privat Boligforum, Ulla Diderichsen
Nyt fra Realdania
Ved Chief Operating Officer (COO), Pui Ling Lau
10:15 Hvorfor skal vi skabe rum for fællesskaber omkring vores bolig?
Ved Karen Lumholt, journalist og forfatter, samt partner i Lumholt & Stahlschmidt
Vi starter med ”hvorfor?”. Der findes væsentlig dokumentation for, at relationer og fællesskaber har en positiv indvirkning på den enkeltes sundhed og livskvalitet samt på den samfundsmæssige sammenhængskraft. Karen Lumholt præsenterer os for den nyeste viden på området samt de centrale tendenser, som understreger fordelene ved at prioritere rum for fællesskab, ikke mindst omkring vores bolig.
10:35 Nye typer lejlighedsbyggeri der indtænker fællesskaber
Ved Søren Rasmussen, indehaver af ONV Arkitekter
Vi bliver præsenteret for nytænkende eksempler på ONV Arkitekters etageboliger, der bygges med social omtanke og fællesskaber for øje - ikke mindst deres projekt ”Vertikale Gårdrum – Fællesskab på alle niveauer” der som en del af Boliglaboratorium er støttet af Statens Kunstfond og Realdania.
11:00 Kort pause
11:10 Introduktion til Grønttorvet og visionerne bag
Ved Hans-Bo Hyldig, Administrerende direktør, FB Gruppen
Det gamle engros-Grønttorv i Valby bliver omdannet til en hel ny bydel med grønne oaser, levende nærmiljø og ikke mindst fællesskab som omdrejningspunkt. De 3.000 blandede boliger er udviklet, så fællesskaber kan opstå på kryds og tværs. Hans-Bo fortæller om visionen og inspirationen bag Grønttorvet og deler ud af erfaringerne, fra den første beboer flyttede ind i 2017.
11:30 Rundvisning på Grønttorvet
Rundtur ved FB Gruppen, hvor vi ser eksempler på rum og områder, der er skabt med fællesskaber for øje.
12:15 Frokost i Spisehuset
13:00 Inspiration fra Singapore – kan en bygning forebygge ensomhed? (Digitalt)
Ved Richard Hassell, Founding Director, WOHA Architects
SkyVille er et prisbelønnet socialt boligbyggeri bestående af tre højhuse bygget med inspiration fra en landsby. Rammerne opfordrer til fællesskaber og social inklusion gennem de forskellige fællesarealer fordelt på de mange etager. Skaberne bag SkyVille fortæller om byggeriet og de erfaringer man har gjort sig i forhold til de fællesskaber, som rammerne skal fostre. Oplægget er på engelsk.
13:25 De fysiske rammer kan ikke stå alene – hvordan får vi fællesskaberne til at lykkes?
Ved Jesper Koefoed-Melson, kulturel entreprenør og konsulent ved Vida Local, Kulturdistriktet & Åben Festival
Selv når rammerne for de gode fællesskaber er på plads, så blomstrer de ikke altid af sig selv. Jesper Koefoed-Melson, som bl.a. arbejder med fællesskaberne på Grønttorvet, giver eksempler på, hvor fællesskaberne ikke kører optimalt og endda giver anledning til konflikt. Jesper kommer med idéer til værktøjer og initiativer, som kan bidrage til at få samarbejdet om fællesskaberne til fungere.
Interview: Hvordan er det at bo med fællesskaberne?
Ane Cortzen interviewer Signe Frydenlund, som er beboer på Grønttorvet og aktiv deltager i fællesskaberne.
14:00 Kort pause
14:10 Panel: Én ting er nybyg – men hvad har vi af muligheder for at fremme fællesskab og samarbejde i eksisterende boligbyggeri
Ninna Thorup, projektleder, Naboskab, bidrager med sin viden omkring, hvordan grønne nabofællesskaber kan skabes og etableres i boligforeninger.
Mette Margrethe Elf, Projektchef, Realdania, bidrager med Realdanias viden inden for initiativet Sociale Renoveringer, hvor tanken er, at når man alligevel skal renovere, bør man ved samme lejlighed tænke de sociale elementer ind – med det hovedformål at forbygge ensomhed.
Jesper Koefoed-Melson, kulturel entreprenør og konsulent ved Vida Local, Kulturdistriktet & Åben Festival, bidrager med sin viden inden for facilitering af fællesskaber omkring boligen.
14:55 Tak for i dag
Ved formand for Realdania Privat Boligforum, Ulla Diderichsen
Dem kan du møde
Ane Cortzen
Ane Cortzen er selvstændig tv- og radiovært, skribent samt moderator og foredragsholder. Hun er uddannet i design fra Kunstakademiets Arkitektskole. Ane har tidligere været designchef i DR, designredaktør på tværs af DR og grundlægger af firmaet Timeline. Mange kender også Ane som vært og programudvikler i DR Kultur, bl.a. fra programmerne ’Er der en Arkitekt til stede?’, ’Danmarks Bedste Portrætmaler’ og TV Quizzen.