Hvordan skaber vi grobund for sund ejendomsudvikling og levende bymidter?
Tour de France i Vejle, Festuge i Vordingborg og teater i Nykøbing Sjælland. Mange byer arbejder allerede intensivt for at holde liv i bymidten.
For Danmarks bymidter oplever tomgang og butiksdød, og risikerer derved at miste deres funktion som mødested og midtpunkt for handel og kulturoplevelser.
Det har en afsmittende effekt på byernes fællesskab og stedsidentitet, ligesom det påvirker både ejendommenes bundlinje og byens værdi for både nuværende og kommende borgere.
Løsningen på disse udfordringer ligger i krydsfeltet mellem bymidtens aktører - blandt andet ejendomsejerne.
Når vi mødes til valg- og debatmøde torsdag den 23. november 2023, skal vi blive klogere på, hvilken rolle erhvervsejendomsejerne spiller i udviklingen af de udfordrede bymidter.
Hvor kan ejendomsejerne bidrage positivt til udviklingen?
Og hvordan udnyttes potentialet i samspil med myndigheder og civile fællesskaber?
Vi stiller spørgsmål og går i dialog med dagens indkaldte eksperter, og samtidig lærer vi af cases fra flere steder i landet.
Dagen starter med valg til repræsentantskabet og komiteen for Erhvervsforum, og derefter dykker vi ned i dagens tema.
Hvor? Studie 2 i DR Koncerthuset
Hvornår? Torsdag den 23. november kl. 10.00 – 15.45
Tilmelding: Send en mail til realdaniadebat@realdania.dk eller ring til projektleder Helene Lassen på telefon 2826 8815.
Efter mødet i Studie 2 i DR Koncerthuset runder vi dagen af med en eksklusiv rundvisning i DR Byen og et kig bag kulisserne på en moderne medieproduktion.
Vi glæder os til at se dig!
Program
Sted: Studie 2, DR Koncerthuset
Ordstyrer: Jacob Rosenkrands, journalist og studievært
Kl. 9.00 Morgenmad
Kl. 10.00 Valg til Realdanias repræsentantskab
Redegørelse for Realdanias aktuelle situation ved bestyrelsesformand Lars Krarup og administrerende direktør Jesper Nygård samt valg til repræsentantskabet. Dirigent er advokat Niels Kornerup.
Kun medlemmer af Valggruppen for erhverv har stemmeret. Læs mere om valget og kandidaterne.
Kl. 12.15 Frokost
Kl. 13.15 Velkommen til debatmøde
Formand for Erhvervsforum, Jesper Andreasen, åbner debatten.
Kl. 13.20 Realdanias arbejde for levende bymidter
Vi skal her høre om Realdanias initiativer i forhold til at styrke de trængte bymidter – herunder Bymidtepuljen, hvor 80 mio. kr. er afsat til at støtte lokale projekter, som bidrager til en omstilling mod mere levende, smukke og aktive bymidter med mødesteder for både lokale og besøgende.
Realdanias projektchef, Ditte Marquard Jessen giver desuden en kort opsummering af de pointer og erfaringer, der blev indsamlet på Realdania Værksted i april, hvor ejendomsejere i Realdania Debat var inviteret til at dele deres viden og erfaringer om ejendomsudvikling i de mellemstore byer.
Kl. 13.45 En bymidte for alle
Hvordan skaber man byrum, hvor mennesker har lyst til at være? Det er et spørgsmål, som Liselott Stenfeldt har beskæftiget sig meget med. Som leder af forskning og udvikling i Gehl Architects, har hun været med til at udvikle metoder og værktøjer som muliggør, at vi bedre kan forstå borgeres forhold til bymidten. Hvem opholder sig hvor? Og hvad er et vigtigt mødested i den by, du bor i? I stedet for at kun tænke en god bymidte som et stærkt handelsliv, bør vi tænke over hvordan man skaber et centrum, hvor alle kan trives. Vi hører her konkrete bud på, hvordan data på området kan omsættes til indsigter, der har styrket udviklingen af bymidter verden over.
Kl. 14.15 Paneldebat: Ejendomsejerne i mindre byer er en blandet skare – hvordan fremmer vi et gunstigt samarbejde med de øvrige aktører?
En levende og velfungerende bymidte er ønskværdig, også for ejendomsejernes bundlinje. Hvad er de bedste forudsætninger for et konstruktivt samarbejde mellem ejendomsejerne, myndighederne og de civile aktører?
Den komplekse ejerstruktur blandt ejendomsejerne i bymidterne vanskeliggør strømlinede processer. Vi spørger panelet: Hvad kan vi gøre i stedet?
- Maria Degn, selvstændig rådgiver inden for byudvikling, byliv og handelsmiljøer
- Simon Vagn Jensen, tidligere teaterchef i Odsherred Teater
- Gregers Pilgaard, udviklingschef i Silkeborg Kommune
Kl. 15.00 - 15.45 Rundvisning i DR Byen
Grib chancen for en unik og skræddersyet rundvisning i DR Byen, hvor erfarne rundvisere tager os med bag kulissen og kameraerne i Danmarks største mediehus og giver dig et indblik i arbejdet bag de programmer og studieværter, vi kender fra tv.
Realdania har støttet byggeriet af Koncerthuset i DR Byen for at sikre, at den anerkendte franske arkitekt Jean Nouvels oprindelige arkitektoniske og æstetiske intentioner med den spektakulære koboltblå koncertsal kunne realiseres.
Rundvisningen tager ca. 45 minutter og vi runder dagen af med et glas i lobbyen foran Studie 2.
Dem skal du møde
Gregers Pilgaard, udviklingschef i Silkeborg Kommune
Udviklingsdirektør i Silkeborg Kommune siden 2007, hvor han bl.a. arbejder med erhvervsudvikling, bosætning og citybranding. Gregers er desuden involveret i servicering af større virksomhedssager og er ankermand i kommunens erhvervstaskforce. Siden 2021 har han ligeledes været ansvarlig for Silkeborg Kommunes salg af erhvervsjord. Gregers er uddannet cand.scient.pol.