Menu

Kulturnatten 2023

Arkitektur, filantropi og fællesskaber for børn og voksne

Kom inden for i Realdanias ikoniske hovedsæde og få en snak med os om vores arbejde med at skabe livskvalitet for alle gennem det byggede miljø. På pladsen foran vores bygning spiller et 10 mand stort brass band swingende musik, ungerne kan stå på skateboard og få balloner, og vi byder på cappuccino, popcorn og en ægte klassiker i det danske bybillede: Pølsevognen med pølser og Cocio.

Program  

Kl. 18-23: Åbent hus i Realdaniabygningen

Den høje bygning på Jarmers Plads 2 er mere end bare en bygning. Den er et af de første moderne kontorhuse i Danmark opført i 1956-59. Kom med inden for i Realdanias hovedsæde og bliv klogere på nogle af de mange historier, som bygningen rummer – både om arkitekturen, indretningen og vores arbejde med at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø 

Kl. 18-23: Skateboardundervisning ved Big Heart Skateboarding  

Lær at skate med Big Heart Skateboarding. Om du er nybegynder, let øvet eller øvet, så er der plads til dig, når erfarne skatere underviser på den legendariske Jarmers Plads, som er verdenskendt blandt skatere. Vi har skateboards, sikkerhedsudstyr, ramper og de bedste undervisere, der står klar til at skate med dig. Vi glæder os!  

Kl. 18-23: Lege og spil for hele familien - en del af #BeActive med Danmarks Motionsuge

Kom og vær med, når instruktører fra Gerlev Idrætshøjskole og Center for leg introducerer til sjove spil og lege, med alt fra danske historiske spil som Pirkentavl til Hollandsk Frøsnapper. Hvert spil varer typisk 2-10 minutter, og alle kan derfor nå vidt omkring i legeuniverset. Alle kan være med, og der er garanti for smil på læben!

Kl. 18- 22.45: Out Of Line Brass Band  

Aftenen igennem spiller det 10 mand store brass band Out Of Line Brass Band funky street-parade musik og fortolkninger af velkendte hits.  

Kl. 18-23: Realdaniateltet  

Få en snak med Realdanias adm. direktør Jesper Nygård, vores filantropidirektør Nina Kovsted Helk og Realdanias medarbejdere og hør om foreningen og vores arbejde med at skabe livskvalitet i det byggede miljø. Her kan du også få vores guidebog Turen går til Realdania og prøve VR-briller og med brillerne på slå vejen virtuelt forbi blandt andet Vang Granitbrud på Bornholm, Maltfabrikken i Ebeltoft og Rubjerg Knude Fyr i Løkken. Til de mindste er der balloner og malebøger, hvor de kan sætte kulør på nogle af de projekter, vi har støttet.  

Kl. 18-23: Udstilling om byrum på pladsen 

De fleste af os har oplevet det: Det vindblæste torv ved boligkarréen. 

Den dårligt indrettede plads i byens midte. Den frostsprængte parkeringsplads bag strøggaden eller busterminalen. I landets byer har mange mennesker befundet sig i oversete og forsømte byrum. På selve Jarmers Plads kan du se en udstilling med nogle af de byrumsprojekter, Realdania har støttet over hele landet. Dem har vi støttet, fordi vi ønsker at bidrage til at forbedre rammerne for hverdagen i Danmark.

Vi glæder os til at se jer. Husk Kulturpas. 

Kulturnatten finder sted i København, og du finder hele programmet her:

Kulturnattens program