OBS! Arrangementet er lukket for tilmelding. Skriv til realdaniadebat@realdania.dk, hvis du vil på venteliste.
En undersøgelse udarbejdet til Realdanias indsats ’Fremtidens Bæredygtige Landskaber’ viser, at der på landsplan aktuelt findes knap 57.000 tiloversblevne landbrugsbygninger, og det antages, at en stor del af dem reelt er funktionstømte.
Spørgsmålet er derfor: Hvordan undgår vi som samfund, at de tomme landbrugsejendomme står i vejen for den bedste udnyttelse af arealerne? Og hvordan kan den enkelte lodsejer udnytte de tomme landejendomme bedst muligt?
Kom med til debatmøde i Landbrugsforum den 21. november 2024, hvor vi blandt andet fremhæver gode eksempler på landbrugsbyggerier, der har fået nye funktioner.
Vi kommer også ind på, hvordan vi opnår rentabel nedrivning af de gamle landbrugsejendomme, der ikke kan transformeres.
Sidst, men ikke mindst, sætter vi spot på muligheder for cirkulært byggeri – hvad er potentialet i at få materiale fra de funktionstømte landbrugsbyggerier inkorporeret i materialebanker og genanvendt?
Vi afrunder dagen med et Realdania Værksted, hvor fokus er, hvordan vi som landmænd kan blive producent af afgrøder, der bruges til biobaserede byggematerialer, og hvilket potentiale der er i de forskellige afgrøder. Værkstedet er en del af Realdanias indsats omkring biogene byggematerialer, og når du deltager, bidrager du til at styrke vores filantropiske indsats.
Vi glæder os til at se dig på Sanderumgaard!
Program
Ordstyrer: Ida Ebbensgaard, journalist
Tid: Torsdag den 21. november 2024
Sted: Sanderumgaard, Sanderumgaardvej 150, 5220 Odense SØ
Kl. 09.00 Morgenmad og ankomst
Kl. 10.00 Velkommen
Hans Henning Rottbøll, formand for Landbrugsforum og godsejer, Børglum Kloster
Nyt fra Realdania
Kenneth Winther, investeringsdirektør i Realdania, opdaterer os på den seneste udvikling og aktuelle aktiviteter i foreningen.
Kl. 10.20 Oplæg: Funktionstomme landbrugsejendomme – hvad er problemet?
Helga Grønnegaard, partner og projektchef for strategisk udvikling i Urland
En undersøgelse produceret til Realdania viser, at der er omtrent 57.000 funktionstømte landbrugsejendomme fordelt landet over. Men bygningerne er fordelt på mange ejere og ligger måske bare og passer sig selv. Så hvad er problemet? De tomme bygninger kan dels stå i vejen for jordfordeling i forbindelse med udtagelse af lavbundsjorde, og i nogle tilfælde er der også materialer, der kan komme i brug andre steder.
Helga Grønnegård, projektchef for strategisk udvikling i Urland, har mange års erfaring med multifunktionel jordfordeling og brugen af vores arealer. Hun udfolder problematikken – både for den enkelte lodsejer og for vores samlede interesser som samfund.
Kl. 10.40 Oplæg: Typologier og muligheder
Thomas Fabian Delman, CEO i Circue
Virksomheden Circue er i gang med at udvikle flere værktøjer, som understøtter cirkulært byggeri. Blandt andet automatiseret ressourcekortlægning, en materialedatabank samt en materialebørs, der skaber overblik over tilgængelige materialer i markedet.
Thomas er en af forfatterne bag rapporten ’Funktionstømte Landejendomme’, og vil derfor skitsere, hvilke muligheder der findes for de forskellige bygningstypologier af landbrugsejendomme – alt efter, hvor de er placeret i landet.
Kl. 11.00 Pause
Kl. 11.10 Debat: Selektiv nedrivning og cirkularitet – hvad er mulighederne?
Hvis en gammel landbrugsbygning ikke kan få nye funktioner, hvilke muligheder har ejeren så? Som også giver mening økonomisk? Der er ikke nogen landsdækkende systematisk genanvendelse af gamle landbrugsbyggerier, men i resten af det byggede miljø pibler det frem med initiativer og incitamenter for selektiv nedrivning og cirkulært byggeri.
Vi har inviteret fire fagpersoner med ekspertviden inden for selektiv nedrivning, genanvendelse af materialer, cirkulært byggeri, materialebanker og landbrugsbyggeri: Thomas Fabian Delman, CEO i Circue, Thomas Kingo Karlsen, ejer af Kingo nedrivning, Rocio de la Aurora Jensen, arkitekt MAA og projektleder i Bornholms Regionskommune og Camilla Brunsgaard Fugmann, bæredygtighedschef hos BK Nord.
Vi spørger dem:
- Hvad er den vigtigste bevægelse inden for cirkularitet og genanvendelse i det byggede miljø lige nu?
- Og hvilke muligheder ser du for landbrugets forskellige funktionstomme landbrugsejendomme? Nu – og i fremtiden?
- Til sidst diskuterer vi, hvordan den viden, vi har om cirkulært byggeri og genanvendelse kan bruges på landbrugets tiloversblevne bygninger?
Kl. 12.00 Frokost
Vi får en dejlig frokost, blandt andet med råvarer fra Sanderumgaard.
Kl. 12.50 De gode – og de dårlige – erfaringer med nye funktioner i gamle landbrugsejendomme
Oplæg: Nye funktioner i gamle landbrugsbygninger
Michael Lynge, arkitekt MAA, Lynge Lynge Arkitekter
Lynge Lynge Arkitekter har blandt andet stået for transformation af dele af Oremandsgaard Gods – fra hestestald til kreativt arbejdsfællesskab – og står også i spidsen for Landsbyen Lilliendal, hvor tomme landbrugsbygninger skal transformeres til et bolig- og erhvervsfællesskab.
Debat i plenum: Erfaringer fra transformation af landbrugsbyggeri
I salen sidder der mange, der har givet tidligere landbrugsbyggeri nye funktioner. Fra 2008 til 2016 kørte Realdania kampagnen Fremtidens Herregårde, hvor 24 herregårde fik støtte til at skabe nye funktioner i de gamle landbrugsbygninger. Boltinggaard var en af dem – godsejer Peter-Vilhem Rosenstand deler nogle af deres erfaringer med os. Dagens venue, Sanderumgaard, har tidligere fået støtte i kampagnen Historiske Haver, og Susanne Vind fortæller lidt om dette.
Kl. 13.45 Afrunding af debatten og kort pause
Kl. 14.00 Realdania Værksted: Landbruget som producent af biobaserede byggematerialer – dialog om barrierer og potentialer
OBS: Denne workshop henvender sig til landmænd og godsejere, der er interesseret i at undersøge mulighederne for at producere biomasse til byggeriet.
For at sænke byggeriets klimapåvirkning er Realdania i gang med en indsats, så biobaserede byggematerialer kan vinde indpas i byggerier i Danmark. Det kræver bl.a., at vi bliver klogere på potentialet og barriererne for hele værdikæden – heriblandt produktionen af afgrøderne.
Derfor inviterer Realdania nu jer, potentielle producenter af de afgrøder, der bruges til biobaserede byggematerialer, til et Realdania Værksted, hvor vi ønsker at høre:
- Hvad oplever du som barrierer for dyrkning og produktion af afgrøder til biobaserede byggematerialer?
- Ser du et potentiale for dit landbrug i forhold til biobaserede byggematerialer – i så fald hvor?
- Ønsker du at involvere dig yderligere i produktion af biobaserede byggematerialer – og på hvilke måder?
Allerførst får du en kort skitsering af status for biobaserede byggematerialer i Danmark ved Stig Hessellund, projektchef i Realdania.
Vi kommer primært til at fokusere på afgrøderne halm, hamp og græs til dette Værksted.
Vi håber, du vil dele dine tanker og erfaringer med os, så vores faglige grundlag for det filantropiske arbejde bliver endnu mere solidt. Værkstedet er faciliteret af vores samarbejdspartner Smith Innovation.
Kl. 15.30 Tak for i dag!
Hans Henning Rottbøll, formand for Landbrugsforum
Vi runder dagen af med en forfriskning.
Dem kan du møde
Camilla Brunsgaard Fugmann, BK Nord
Bæredygtighedschef hos BK Nord, som arbejder med landbrugsbyggeri og transformationer af landbrugsejendomme. Camilla er tidligere forsker på Aalborg Universitet, hvor hun skrev ph.d. om danske passivhuse. Hun har desuden undervist på Arkitektskolen Aarhus i bæredygtigt byggeri og lavenergi-arkitektur.