Om filmen: FØR STORMEN
De 27 beboere på den lille danske vadehavsø Mandø er vant til voldsomt vejr og oversvømmelser. Klimaforandringerne har kun gjort tingene værre. Men Mandøs sidste landmand, Gregers, hvis familie har boet på øen i otte generationer, nægter at give op for et liv på fastlandet og håber i stedet på at finde en kone, der kan drive gården sammen med ham.
Da en storm nærmer sig, inspicerer Gregers og hans trofaste hund de forældede diger, der beskytter hans elskede ø. Imens puster Mie lysene ud på sin 100-års fødselsdagskage, Ellen og Ingeborg klager over den månesyge, de lider af, ornitologen Niels bekymrer sig om de sjældne fugle, der ikke længere kommer til øen, og turistguiden Preben underholder øens sommergæster.
Trods klimatruslen holder de sidste øboere stædigt fast i deres lille del af verden. Portrættet af dette mikrokosmos ledsages af en mesterligt udformet billedside af det karakteristiske landskab, skiftende himmelstrøg og hav, der dagligt ændrer sig med vinden og tidevandet.
Filmen, der er instrueret af Juan Palacios og Sofie Husum Johannesen, blev udtaget til hovedkonkurrencen på verdens største festival for dokumentarfilm, IDFA, hvor den havde verdenspremiere i november under den internationale titel ’As the Tide Comes In’.
Filmen vises i disse biografer
Filmen har dansk biografpremiere torsdag den 22. februar i følgende biografer:
- Empire Bio, København
- Grand Teatret, København
- Valby Kino, København
- Øst for Paradis, Aarhus
- Cafe Biografen, Odense
- Biffen, Aalborg
- Fanø Biograf, Fanø
- Victoria Teatret, Sorø
- Apollon, Struer
- Kino 1 & 2, Tønder
OBS! Flere biografer bliver frem til den 22. februar tilføjet listen, så tjek din lokale biograf.
Ud over den danske biograflancering vises filmen ved CPH:DOX og DOX:DANMARK den 13.-24. marts 2024.
FØR STORMEN er udtaget til filmfestivaler i blandt andet Göteborg, Helsinki, Tallinn, Warzawa, Thessaloniki, Prag, Bologna og Melbourne.
Realdania har støttet filmen for at gøre opmærksom på konsekvenserne af klimaforandringerne og det stigende havvand.