Menu

Landområdernes livskvalitet og stedets potentialer

Få inspiration fra 20 års indsatser for stærkere fællesskaber og ny viden om livskvalitet i landområderne, når Landbrugsforum samles til debatmøde på Holckenhavn Slot i Nyborg. Du skal også møde Realdanias filantropidirektør og høre om den nye retning for foreningens filantropiske arbejde. OBS! ARRANGEMENTET ER LUKKET FOR TILMELDING. Skriv til realdaniadebat@realdania.dk, hvis du vil på venteliste.

OBS! Arrangementet er lukket for tilmelding. Skriv til realdaniadebat@realdania.dk, hvis du vil på venteliste.

Vær med den 8. oktober 2025, når vi både dykker ned i værdifulde erfaringer fra det filantropiske arbejde, og derefter kigger fremad på, hvordan vi arbejder med at styrke livskvaliteten i landområderne herfra.   

Undervejs kommer vi helt ind til kernen af, hvad det hele handler om: Danskernes livskvalitet. Realdanias nye, store undersøgelse giver svar på, hvad der betyder allermest for danskernes livskvalitet. Hvordan kan vi bruge den viden til at skabe mere livskvalitet i landområderne? Manden bag undersøgelsen, analysechef Henrik Mahncke, deler de vigtigste pointer, og du kan få bogen med hjem. 

Dagen byder desuden på en opsamling af de mest værdifulde erfaringer med at skabe gode mødesteder for lokale fællesskaber gennem Realdanias ildsjæleindsats Underværker, der har mere end 20 år på bagen. Vi hører fra projektejerne selv, hvordan man får sin vision til at stå stærkt - også på sigt.    

Vi skal også kigge fremad: Hvad betyder Realdanias nye filantropistrategi for landbruget? Foreningens filantropidirektør, Stine Lea Jacobi, folder den helt nye filantropistrategi ud, blandt andet ved at dykke ned i en succeshistorie – Tøndermarsk Initiativet – hvor et helt område er blevet attraktivt med udgangspunkt i stedets særlige karakter og potentiale.

Dagens program afrundes af godsejer Christina Hou Holck, der viser os rundt på Holckenhavn Slot, og fortæller om stedets fascinerende fortid.

Vi glæder os til at se dig og høre dine indspark i dagens diskussioner! 

Program

Sted: Holckenhavn Slot, Holckenhavn 1, 5800 Nyborg

Tid: Onsdag den 8. oktober 2025 kl. 10.00 - 15.40

Ordstyrer: Ida Ebbensgaard, journalist


10.00 

Velkommen 
Hans Henning Rottbøll, formand for Landbrugsforum, åbner debatmødet.


 

Nyt fra Realdania  – heriblandt den nye filantropistrategi
Stine Lea Jacobi, filantropidirektør i Realdania, opdaterer os på den seneste udvikling og aktuelle aktiviteter i foreningen.

Realdania lancerede i foråret 2025 en ny filantropistrategi, som sætter retningen for foreningens arbejde i de næste syv år. Strategien tager afsæt i tre dagsordener, hvor den ene er ’Stedets potentialer’. Under denne dagsorden hører fokusområderne ’Udvikling på landet’, ’Levende lokalsamfund’ og ’Huse med historier’, som alle er særligt relevante for landbruget. Hvad er nyt under solen i den nye strategi? Og hvilken betydning får det for landbruget?


10.30

Input til Realdanias filantropiske arbejde  


11.10

Pause


11.30

Vores Livskvalitet – når naboskab betyder mere end løn
Henrik Mahncke, analysechef i Realdania

Danmark bliver gang på gang rangeret som et af de mest lykkelige lande i verden. Men hvilke særlige byggesten hviler danskernes livskvalitet på? Hvor stor betydning har f.eks. vores lokalmiljø og vores relationer til andre mennesker? Henrik Mahncke deler inspirerende indsigter fra Realdanias nye bog ’Vores Livskvalitet’, der er baseret på en undersøgelse af livskvaliteten blandt mere end 120.000 danskere. Vi spørger Henrik, hvad der løfter danskernes livskvalitet, og hvad der udfordrer lykken. Og så får vi Henriks bud på, hvad man som landmand kan tage med sig fra undersøgelsen.


12.10

Frokost 


13.00

Fællesskab på bundlinjen: sådan bygger man gode lokale mødesteder
Laura Kristine Bjerre Munch, projektchef i Realdania 

Ildsjæle med gåpåmod kan føre kreative ideer ud i livet, der kan løfte et lokalsamfund. Derfor har Realdania gennem 20 år kørt kampagnen Underværker i hele landet, hvor lokale frivillige får økonomisk støtte og rådgivning til at skabe nye mødesteder, fællesskab og livskvalitet dér, hvor de bor. Projektchef Laura Kristine Bjerre Munch samler op på, hvordan man sætter rammerne for et stabilt ildsjæleprojekt, der skaber værdi for lokalsamfundet – og hvad man skal undgå.


13.20 

Cases: Sådan gjorde vi projektet levedygtigt
Hvordan bygger man rammerne for et fællesskab, som styrker livet i lokalområdet? Mød de engagerede folk bag tre støttede projekter, som vil dele deres projektrejse med os – og de udfordringer, de mødte på vejen. 

Moderator Ida Ebbensgaard interviewer de tre ildsjæle: Hvad fik projekterne specifikt støtte til, hvordan involverer de lokalsamfundet, og hvordan har de gjort deres projekt levedygtigt?  

  • STORM Folke- og Naturgård: Den fredede Stormgaarden i de sydfynske alper er efter en større renovering blevet et lokalt fyrtårn for fællesskab, udviklingsiver og engagement. Gitte Stovgaard-Hansen, medejer af Stormgaarden fortæller om projektet, der fik støtte under Underværker-kampagnen. 
  • Tanken – samlingssted for motorhobby: En tidligere svinestald ved Viborg er genopstået som mødested for motorklubben Alley Cat Car Club og alle, der dyrker knallerter, klassiske motorcykler, traktorer og amerikanerbiler. Formand for klubben, Ulrik Hvidt, fortæller om projektet, der fik støtte under Underværker-kampagnen. 
  • Tarup-Davinde – Det Fælles Mødested: En tidligere landbrugsejendom er blevet til mødested i naturområde med stærke partnerskaber, et godt blik for brugerne – og har nu også vundet Renoverprisens specialpris. John Juul Henriksen, direktør for Tarup-Davinde A/S fortæller om projektets udvikling.

13.50

 Pause


14.10

 At arbejde med ’stedets potentiale’: Sådan løftede vi Tøndermarsken 
Keld I. Hansen, vicekommunaldirektør i Tønder Kommune og medlem af styregruppen for Tøndermarsk Initiativet

Området omkring Tøndermarsken i Sønderjylland er præget af mange af de udfordringer, som yderområder kæmper med landet over. Men stedet har samtidig et enormt potentiale. Med et massivt løft og med afsæt i stedets særlige karakter, har Tøndermarsk Initiativet gjort området endnu mere attraktivt og synligt til gavn for alle der bor, arbejder i og besøger området. Keld I. Hansen præsenterer det flerstrengede projekt. Keld kommer ind på, hvordan indsatsen har skabt værdi for borgerne i området – og hvilken effekt, det har haft på landbruget?


14.40

Input: Mit steds potentiale 
Hvad vurderer du er det særlige potentiale i dit (lokal)område? Bliver der allerede arbejdet for at styrke dette – og hvilke lokale organiseringer og aktører findes der, der arbejder for det?


15.10

Rundvisning på Holckenhavn Slot
Christina Hou Holck, godsejer og 14. slægtled på Holckenhavn, fortæller om stedets fascinerende fortid og nutid, mens hun viser os rundt på det smukke renæssanceslot. Realdania har været med til at støtte restaureringen af slottet som en del af kampagnen Fremtidens Herregård.


15.40  Tak for i dag!

Dem skal du møde

Christina Hou Holck, godsejer på Holckenhavn
Godsejer og direktør, Holckenhavn Slot, og cand.jur. fra Københavns Universitet. Christina har siden 1990 stået i spidsen for transformationen af Holckenhavn Slot fra et nedslidt gods til en moderne og succesfuld virksomhed med hotel- og konferenceaktiviteter.

 

Gitte Stovgaard-Hansen, medejer af Stormgården
Medejer af Stormgården i Haastrup på Fyn. Gitte har sammen med sin mand stået i spidsen for udviklingen af Stormgården til et kulturelt og socialt samlingspunkt. Hun er medstifter af Foreningen STORM, som arbejder for at synliggøre lokal kulturarv, natur og fællesskab gennem festivaler, koncerter og frivillige initiativer.

 

Hans Henning Rottbøll, formand for Landbrugsforum
Kammerherre, hofjægermester og godsejer ved Børglum Kloster, som han overtog som 23-årig. Hans er formand for Landbrugsforum samt formand for European Arable Farmers. 

 

Ida Ebbensgaard, journalist
Journalistisk rådgiver, moderator og ejer af @IDAE. Ida er uddannet journalist ved Syddansk Universitet, hvor hun aktuelt er Fellow inden for kunstig intelligens i journalistik. Hun er tidligere chefredaktør på Zetland, tidligere udlandsredaktør på Berlingske og Danmarks Radio, samt studievært på DR2 Udland. 

 

John Juul Henriksen, direktør for Tarup-Davinde A/S
Ansvarlig for opkøb af jord, udvikling og drift af det 400 ha store natur- og fritidsområdet i Tarup-Davinde grusgravsområdet, hvor der arbejdes med naturformidling, borgerinddragelse, partnerskaber og socialt inkluderende arbejdspladser. John er også initiativtager til etablering af Skovhjælperprojektet i Tarup-Davinde området, et samarbejdsprojekt med Odense Værkstederne. John har tidligere været leder for Udviklingscenter Aarslev, en forsknings-, udviklings- og fundraiserenhed med fokus på ‘Planter til sundhed’ og gartneriteknologi. 


Keld I. Hansen, vicekommunaldirektør i Tønder Kommune
Vicekommunaldirektør i Tønder Kommune. Keld har gennem en lang årrække arbejdet inden for offentlig administration med ansvar for komplekse udviklingsprojekter og tværgående samarbejder i Tønder Kommune, herunder Tøndermarsk Initiativet og Zeppelin Tønder. 

 

Ulrik Hvidt, projektansvarlig for 'Tanken'
Projektansvarlig for ’Tanken’, tidligere formand og medlem af amerikanerbilklubben i Alley Cats Car Club. Ulrik har en stor passion for amerikanerbiler, veteranbiler, motorcykler og grå Ferguson-traktorer. Sammen med ægtefællen Maria bruger han meget af fritiden på motorhobby, foreningsarbejde, rejser og restaurering af klassiske køretøjer. Han er en dedikeret motorentusiast, der værner om motorhobbyens kultur og fællesskab. 

 

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

Henrik Mahncke, analysechef i Realdania
Analysechef i Realdania, uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet med en ph.d. fra CBS. Henrik er fhv. vicedirektør i konsulentvirksomheden Oxford Research og ministersekretær i Videnskabsministeriet. Henrik er forfatter til publikationen om livskvalitet med titlen Danskerne i det byggede miljø, som Realdania og Bolius har udgivet hvert år siden 2018. Henrik er forfatter til bogen ’Vores Livskvalitet’ sammen med Meik Wiking. 

 

Laura Kristine Bjerre Munch, projektchef i Realdania
Projektchef i Realdania, hvor hun arbejder med filantropi, byudvikling og nye rammer for fællesskaber. Hun er uddannet cand.scient fra Københavns Universitet og har i tillæg en HD i Organisation og Ledelse fra CBS. Laura har mange års erfaring med arbejde i almennyttige uddelende fonde og har i hele sin karriere arbejdet med frivillighed, fællesskaber og børn og unges trivsel, og med et særligt fokus på det byggede miljø. Hun er også medlem af den internationale jury for The IOC IPC IAKS Architecture Prize, der hvert tredje år belønner særligt innovative og bæredygtige sports- og fritidsfaciliteter.

 

Stine Lea Jacobi, filantropidirektør i Realdania
Filantropidirektør i Realdania med ansvar for at sikre implementeringen af Realdanias nye samlede strategi for det filantropiske arbejde. Stine er tidligere programchef i Realdania, og har som uddannet arkitekt +20 års erfaring fra en række arkitektvirksomheder og som selvstændig konsulent med at skabe værdi inden for arkitektur, byggeri og planlægning i samarbejde med civilsamfund, private aktører, myndigheder og foreninger. 

Realdanias filantropistrategi 2025-2031

Foreningens strategi for 

filantropiske indsatser

 2025-2031 er bygget op omkring tre udvalgte dagsordener, hvor Realdania og det byggede miljø kan gøre en positiv forskel – i forhold til samfundsudfordringer og menneskers livskvalitet. 

> Se strategien

Ny bog samler op på stor undersøgelse af danskernes livskvalitet

Den 20. marts 2025 udgav Realdania bogen Vores Livskvalitet i anledning af foreningens 25-års jubilæum. Den er skrevet på baggrund af en meget omfattende undersøgelse af livskvaliteten blandt mere end 120.000 danskerne for at identificere, hvilke markører der løfter danskernes livskvalitet – og hvilke der udfordrer vores trivsel.

Bogen Vores Livskvalitet kigger ned i alle landets 98 kommuner i jagten på de faktorer, der påvirker vores livskvalitet. Formålet med bogen er er at skabe et solidt vidensgrundlag og bidrage til en mere kvalificeret samtale om, hvordan vi kan øge livskvaliteten – blandt andet gennem det byggede miljø. 

Til debatmødet i Landbrugsforum får du et eksemplar af bogen med hjem.

> Læs bogen online