Vores Livskvalitet: Realdanias 25-års jubilæumskonference
Hvordan påvirker nærmiljøet, naboskaber og naturen danskernes livskvalitet? Hvor finder vi den højeste livskvalitet i Danmark? Og hvilke faktorer skal vi være mest opmærksomme på, når vi udvikler boliger, lokalområder og byer?
Bliv klogere ved Realdanias jubilæumskonference den 20. marts i Lokomotivværkstedet i København, hvor vi præsenterer helt ny viden fra én af de største undersøgelser af danskernes livskvalitet nogensinde.
Dagens program tager udgangspunkt i undersøgelsen, som Realdania har udarbejdet i anledning af foreningens 25-års jubilæum. Vi undersøger livskvalitet fra forskellige og nye vinkler, og du kan forvente inspirerende indsigt i koblingen mellem livskvalitet og vores fysiske omgivelser.
Den store livskvalitetsundersøgelse udkommer som bog på selve dagen, og du får et eksemplar af bogen med hjem, frisk fra trykken.
Hvor?
Lokomotivværkstedet, Otto Busses vej 5A, 2450 København SV
Hvornår?
Torsdag den 20. marts 2025 kl. 11.45 - 20.45
Kl. 11.45: Ankomst og let frokost
Kl. 12.45: Alle skal være på plads i salen - OBS! Dørene til konferencesalen lukkes for ankomst mellem kl. 12.45 og 13.15
Kl. 13.00: Fagligt program starter
Kl. 18.15: Langbordsmiddag og musikalsk underholdning
Kl. 20.45: Tak for i dag
Program
11.45 – 12.45: Ankomst og frokost
Ankomst og let frokost – du kan også få den helt nye bog Vores Livskvalitet mellem hænderne og bladre i den i vores lille bogcafe-område.
12.45: Alle skal være på plads i salen
13.00 – 18.00: Fagligt program
Talks, samtaler og interviews – dagens faglige program dykker ned i forskellige pointer omkring danskernes livskvalitet.
OBS! Dørene til konferencesalen lukkes for ankomst mellem kl. 12.45 og 13.15
13.00: H.M. Dronning Mary er med til at åbne konferencen
Velkommen til ’Vores Livskvalitet’ - Realdanias 25-års jubilæumskonference
I 2025 fylder foreningen Realdania 25 år. Det markerer vi med en række indsatser og aktiviteter, der har fokus på fællesskab og livskvalitet. Realdanias adm. direktør Jesper Nygård byder velkommen til en dag i livskvalitetens tegn.
Hvad byder dagen på?
Dagens vært Stéphanie Surrugue leder slagets gang.
Præsentation af bogen Vores livskvalitet
Danmark bliver gang på gang rangeret som et af de mest lykkelige lande i verden. Men hvad har egentlig betydning for vores livskvalitet? Hvor stor betydning har f.eks. vores lokalmiljø og vores relationer til andre mennesker? Henrik Mahncke, analysechef i Realdania, præsenterer indsigter fra vores helt nye bog Vores Livskvalitet, der er baseret på en meget omfattende undersøgelse af livskvaliteten blandt mere end 120.000 danskere og identificerer, hvad der løfter danskernes livskvalitet – og hvad der udfordrer den.
Borgmester-panel: Hvad kan vi lære af de områder, hvor livskvaliteten er højest?
Realdanias livskvalitetundersøgelse har også dykket ned i, hvordan livskvaliteten ser ud, når vi kigger ud over danmarkskortet? Her finder vi såkaldte zoner med høj livskvalitet flere forskellige steder i landet – især på øerne, i ringe omkring storbyerne.
Undersøgelsen viser, at god kontakt til naboer og andre ’lette’ relationer er noget af det, der har størst betydning for livskvaliteten: Hvert hej tæller. Vi har inviteret borgmestre fra tre af de områder i Danmark, hvor livskvaliteten er højest, med til en samtale om, hvad der giver livskvalitet for borgere i deres område – og om de gør noget, vi andre kan lære af?
Panelet består af Tonni Hansen, borgmester for Langeland Kommune, Michael Stegger, borgmester for Syddjurs Kommune og Tina Mandrup, borgmester for Lejre Kommune. De får selskab af Meik Wiking, medforfatter til ’Vores Livskvalitet’ og direktør for tænketanken Institut for Lykkeforskning.
Til kamp mod ensomhed
Ensomhed er den mest betydningsfulde negative faktor for danskernes livskvalitet. Det viser Realdanias nye undersøgelse af danskernes livskvalitet. Men hvor stort er problemet, hvilke grupper er særligt udsat – og hvordan kan vi forebygge den? Ensomhedsforsker og cand.psych. Julie Christiansen fra DEFACTUM og SDU tegner et billede af ensomhed i Danmark.
’Vores Sted’: Lokale fællesskaber og deres potentiale
Hvordan inviterer vi flere indenfor i fællesskabet? Og hvad kan vi gøre helt lokalt? Mød Karsten Kjær fra Ejby Herreklub og Benedicte Krusborg og Sofie-Amalie Rosenstjerne Jakobsen fra Poesirødderne i Aarhus, der er to af de fællesskaber, der har modtaget et mødested gennem Realdanias jubilæumsindsats, ‘Vores Sted’. Rasmus Rune Nielsen, chef for Realdanias jubilæumssekretariat, spørger klubben og rødderne, hvilken værdi deres lokale fællesskaber har – og hvorfor de fysiske rammer betyder noget.
15.15: Pause
15.50: Konferencen starter igen
Hvert hej tæller (men det er jo sygt akavet!)
De små menneskelige kontaktpunkter i vores hverdag tegner til at have meget større betydning for vores livskvalitet, end vi går og tror. Hvert hej tæller! Men det kan også være akavet at konversere med fremmede. Særligt de unge synes, det er svært. Det reflekterer skuespiller og satiriker Anne Sofie Skovlund Nielsen over og kommer med nogle bud på, hvordan vi bliver bedre til at kaste os ud i den livgivende smalltalk.
Hvordan påvirker de fysiske omgivelser mennesket?
Kan natur og arkitektur reducere stress og forbedre vores mentale helbred? Hjerneforsker Troels W. Kjær tager os med på en lille rejse ind i hjernens fascinerende verden, hvor vi bliver klogere på, hvordan de fysiske omgivelser helt konkret påvirker vores hjerne.
Samtale: Hvordan skaber vi fysiske rammer om vores hverdag, som fremmer høj livskvalitet?
Hvordan udvikler vi byer, boliger og øvrige fysiske rammer for vores hverdag, som understøtter trivsel og en høj livskvalitet hos danskerne? Det taler vi os ind på sammen med fire aktører, der til dagligt arbejder med netop denne udfordring. Panelet består af:
- Anne Mette Boye, stadsarkitekt i Aarhus
- Kristian Ly Serena, arkitekt i Dominique + Serena
- Niels Bjørn, ph.d., forfatter og urbanist i Bureauet Niels Bjørn
- Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania
Making space feel like home
Til slut får vi brug for lidt perspektiv: Menneskets habitat set fra rummet. Hverdagslivet for astronauter i rummet fungerer som en ekstrem case for arkitekturen – hvad kan vi lære af rumfart om at skabe hjemlighed og livskvalitet på Jorden?
Ordstyrer Stéphanie Surrugue interviewer astronaut Andreas Mogensen fra European Space Agency om hans erfaringer med, hvad der skaber livskvalitet på en tur i rummet.
Senere får de selskab af Sebastian Aristotelis, arkitekt og co-founder af SAGA Space Architects, som har særlige kompetencer udi at designe ekstreme habitater – blandt andet rumstationer. Vi slutter med at spørge: Hvad kan vi lære om menneskets habitat fra de ekstreme habitater?
18.00: Pause
Stræk ben og nyd et glas bobler, inden vi går til bords.
18.15 - 20.45: Langbordsmiddag
Dagens program rundes af med en uformel langbordsmiddag i fællesskabets tegn. Der bliver serveret tre lækre retter, sharing style – undervejs er der indslag ved adm. direktør i Realdania, Jesper Nygård, og musikalsk underholdning fra Annika Aakjær.
Glæd dig til en hyggelig og stemningsfuld oplevelse, hvor du kan få en snak med dine naboer ved bordet.