Kan vi skabe nye boligdrømme med plads til det skæve, slidte og eksisterende?
Følger lykken med flere kvadratmeter, nybyg, store køkken-alrum og glatte, hvide overflader? Og har alle egentlig ret til et fedt køkken, som glitrende reklameslogans har lært os at drømme om?
Hvad nu hvis drømmeboligen også kan være den, vi allerede bor i med skævheder, slid og spor fra tidligere beboere? I denne debat undersøger vi, hvorfor boliger så ofte bliver forandret, renoveret og moderniseret, før de overhovedet er forstået, og hvad det koster i ressourcer og materialer. Vi taler om at bo sig ind, vente og opdage værdien i det eksisterende, og give slip på forestillingen om, at alt skal være nyt for at være godt.