Kom med til gratis online seminar fredag den 20. november, hvor Plan22+ sætter fokus på, hvordan 15 minutters-byen kan omsættes fra et internationalt byplankoncept til konkrete greb i den kommunale planlægning.
Seminaret tager afsæt i fem konkrete pilotprojekter, hvor Aarhus, Hillerød, Odsherred og Skanderborg har arbejdet med 15 minutters-byen i vidt forskellige lokale sammenhænge. Projekterne viser blandt andet, at korte afstande ikke nødvendigvis får flere til at gå eller cykle, og at grøn mobilitet handler om langt mere end transport og infrastruktur.
På seminaret stiller vi skarpt på spørgsmål som:
Hvordan kan 15-minuttersbyen tilpasses mindre byer og lokalsamfund?
Hvorfor er fysisk nærhed og oplevet nærhed ikke det samme?
Hvordan kan viden om borgernes hverdagsliv og mobilitetsvaner styrke den fysiske planlægning?
Hvilke metoder og værktøjer kan hjælpe kommunerne med at omsætte klimaambitioner til plan- og mobilitetsprincipper?
Maria Wass-Danielsen, der er founding partner hos Urban Creators, præsenterer de vigtigste erfaringer på tværs af de fem pilotprojekter og introducerer en række praksisnære værktøjer, som kommuner kan bruge i deres eget arbejde.
Malene Freudendal-Pedersen fra Aalborg Universitet perspektiverer erfaringerne med afsæt i internationale eksempler og sætter fokus på muligheder, dilemmaer og nødvendige prioriteringer i arbejdet med nærhed, hverdagsliv og bæredygtig mobilitet.
Seminaret henvender sig til kommunale planlæggere og fagfolk, der arbejder med byudvikling, fysisk planlægning, mobilitet og klima – og som ønsker inspiration og redskaber til at skabe mere sammenhængende og klimavenlige byer.