Webinar: Hvordan mindsker vi klimabelastningen uden at miste bygningernes kvaliteter?
Vær med, når Realdanias indsats Bygningskultur og Klima deler nye erfaringer fra 12 projekter, der undersøger, hvordan vi kan renovere etageboliger fra 1930-1975 med mindre klimabelastning og respekt for deres arkitektoniske kvaliteter.
Etageboligerne fra 1930-1975 blev bygget i en optimistisk tid præget af forandringsånd. De skulle give flere mennesker gode boliger med lys, luft og plads til det moderne hverdagsliv. Nu står bygningerne – og vi – midt i endnu en forandring.
Klima- og ressourcebelastningen fra det byggede miljø skal ned. Men hvordan renoverer vi til en ny klimaepoke uden at miste de arkitektoniske kvaliteter, materialer og historier, som bygningerne rummer?
Kan en betonfacade få nyt liv frem for at blive erstattet? Kan vi efterisolere uden at udviske arkitekturen? Og kan det nogle gange være bedre at bevare og restaurere et gammelt køkken end at sætte et nyt ind?
Det er nogle af de spørgsmål, som 12 meget forskellige projekter i Bygningskultur og Klima undersøger gennem konkrete løsninger på etageboliger fra 1930-1975.
Den 13. november 2026 kl. 10.00 – 11.15 inviterer vi til en times fagligt online webinar, hvor vi præsenterer de vigtigste pointer fra en ny publikation med foreløbige resultater fra projekterne. Vi ser nærmere på, hvad klimaberegningerne fortæller, hvad analyserne viser om bygningernes bygningskulturelle kvaliteter, og hvordan de to perspektiver kan spille sammen.
Hvad virker? Hvor opstår dilemmaerne? Og hvor kan hensynet til klima og bygningskultur styrke hinanden?
Webinaret henvender sig især til medarbejdere i almene boligorganisationer og andre bygningsejere samt arkitekter, ingeniører, forskere og andre, der interesserer sig for arkitektonisk kvalitet og for at mindske klimabelastningen fra det byggede miljø.
Program
Velkomst: Thomas Waras Brogren, projektchef i Realdania, byder velkommen.
12 projekter – 12 steder at lære: Pia Høyer, sekretariatschef i Arkitema, introducerer de 12 projekter og de løsninger, der afprøves på tværs af indsatsens fire temaer: Facader i transformation, Dristig beton, Nænsom efterisolering og Køkkener med historier.
Klimaanalyser – at finde veje til mindre klimabelastning: Regitze Kjær Zimmermann, postdoc ved BUILD, fortæller om arbejdet med LCA-analyser og deres potentiale som fremadskuende beslutningsværktøj. Analyserne synliggør, hvor klimabelastningen ligger, og hvor der er mulighed for yderligere reduktioner. Regitze deler erfaringer med, hvordan LCA kan understøtte mere klimabevidste valg, åbne for nye faglige dialoger og fungere som drivkraft for innovation i byggeriet.
Bygningskulturelle analyser – at forstå bygningernes kvaliteter: Eva Aaby, bygningskulturspecialist i Arkitema, fortæller om arbejdet med at identificere og anerkende de bygningskulturelle kvaliteter som afsæt for forandring. Med udgangspunkt i tre centrale begreber – Modernismens forandringsånd, Bygningsgrammatik og Materialernes ærlige stemme – er der udviklet en metode til kortlægning af de bygningskulturelle værdier. Eva deler erfaringer og dilemmaer fra arbejdet med analyserne og fortæller, hvordan collagerne kan åbne for nye perspektiver på bygningernes kvaliteter og deres muligheder for forandring.
Til sidst åbner vi for spørgsmål.
Gode råd før du kigger med
Vi anbefaler, at du inden start har tjekket din internetforbindelse og opladt din telefon, tablet eller pc.
For at få den bedst tænkelige oplevelse, anbefaler vi, at ingen andre i husstanden bruger udstyr, der er koblet til internettet under arrangementet.