Bertel Udsens eget hus i Lyngby
Inspireret af arkitekten Frank Lloyd Wright og tidens stærke strømninger fra især USA skabte Bertel Udsen i 1956 med sit eget hus i Lyngby en moderne arketype for enfamiliehuset. Som arkitekt var Bertel Udsen med i dansk arkitekturs elite. Med flere end 300 enfamiliehuse på CV’et og et talent for at tilgodese mange behov på minimal plads var han i 1950’erne og 1960’erne med til at vise helt nye veje for det danske enfamiliehus. Udsens private hjem i Lyngby, der i dag er fredet, var hans mesterstykke. Husets æstetiske virkemidler er få, men velvalgte: det store åbne plan, der strækker sig ud fra den centrale, åbne pejs, de store vinduespartier, som trækker naturen ind i huset, og de varme cognacfarvede fyrretræslister, der tilfører huset stoflighed og varme og viser arkitektens kærlighed til skønheden i det simple. Huset, som Udsen boede i frem til sin død i 1992, står i dag med den originale planløsning, materialer og farver, som da Udsen boede der. Den lange indbyggede sofa, lamper, fuglebræt og reol, tegnet af Udsen selv, er alle bevarede.