Halldor Gunnløgssons eget hus ved Rungsted Kyst
Arkitekt Halldor Gunnløgssons eget hus fra 1958 er en enkel og elegant konstruktion i træ med store panoramavinduer mod Øresund på den ene side og den private have på den anden. Huset er et af de mest raffinerede enfamiliehuse fra perioden. Ifølge arkitekten Halldor Gunnløgsson skal en bygning 'fungere på en smuk måde'. Og det må man i sandhed sige, at hans villa til to personer beliggende ud til Øresund ved Rungsted Kyst gør. Huset er udtryk for en ny tids rumopfattelse med flydende rumforløb og udveksling mellem ude og inde gennem lange vinduesfacader til både haven og havet. Lette skydedøre sikrer åbne rumforløb, mens de sortmalede stolper giver mindelser om danske bindingsværkstraditioner. Silkeslebne bræddebeklædte gavle og et langstrakt marmorgulv skaber et roligt og indtagende indre, hvor naturens evigt skiftende farver sætter scenen. Med huset ved Øresund satte Gunnløgsson et standpunkt ikke blot for danske enfamiliehuse i årene fremover, men også for sit eget arkitektoniske ståsted og skabte dermed et pejlemærke for de mange studerende, han som professor kom til at udøve sin indflydelse på.