Invitation til unge talenter: Vær med til at sætte dit aftryk på verden
I slutningen af oktober mødes 60 af Danmarks talenter på Sprout Talent Week. Her skal de forsøge at udvikle løsninger på FN's bæredygtighedsmål med udgangspunkt i tre danske, højaktuelle udfordringer.
I september 2015 vedtog FN’s generalforsamling 17 Verdensmål, der skal sætte kursen mod en mere bæredygtig udvikling af kloden frem mod 2030. Spørgsmålet er, hvordan vi omsætter gode politiske ambitioner til konkrete handlinger.
Under Sprout Talent Week arbejder studerende inden for arkitektur, byggeri og samfundsvidenskaberne med virkelige cases, og kommer med bud på, hvordan kan vi kan indrette os i fremtiden, så vi kommer til at leve og bo mere bæredygtigt.
Kick-off arrangement på DAC den 28. september
Talent Week går så småt i gang med et kick-off-arrangement den 28. september i Dansk Arkitektur Center. Her vil tre oplægsholdere komme med faglige perspektiver på de tre cases, der er omdrejningspunktet for Talent Week. Der vil være fokus på mødesteder, bevægelsesrum, arkitektoniske vartegn og stedsans.
Sprout Talent Week i uge 44
Selve Talent Week løber af stablen i uge 44, og foregår lige der, hvor der er brug for løsningerne tre forskellige steder i Danmark – i Kolding, Brøndby og Faaborg-Midtfyn.
De forskellige nedslag rundt i landet fungerer som cases under Talent Week, hvor de studerende bor og arbejder on-site hele ugen. I løbet af Talent Week vil der være sparringssessioner med aktører fra lokalmiljøet samt forskningsmiljøet. De endelige løsninger præsenteres på Dansk Arkitektur Center fredag den 3. november.
Sprout Talent Week er udviklet af Dansk Arkitektur Center og støttet af Realdania. Projektet afvikles i samarbejde med en række førende uddannelsesinstitutioner og virksomheder herunder MT Højgaard, der er innovationspartner i årets Talent Week.